Af Isolde Hornung-Nissen
Foto Jørgen Diswal
Jeg ankommer til lokalet, og der er allerede en god energi fra de andre kursister. På bordene ligger smukke tasker, etui til briller, mobil- og tabletcovers, kalenderomslag, lysestager, små punge, nøgleringe, bælter og mange andre fine sager – alt sammen i lækkert læder. På andre borde ligger bøger med idéer og mønstre, værktøj, tilbehør og farver, og alt vidner om høj produktivitet fra tidligere kursisters arbejde.
Underviser, Stine Poulsen, hilser på alle, og byder os velkommen. Hun fortæller om weekendkursets form og indhold, og lader os fortælle om vores læder-kompetencer. For størstedelen af kursisterne er dette kursus det første møde med læderet (altså læderarbejdet – ikke de færdige læderprodukter fra butikkerne, som nogle af kvinderne bekender deres afhængighed af). Introduktionen til lokalet, værktøjet, mønstre, farvningen og de første processer tager derfor et par timer at komme igennem – men to nødvendige timer, der klæder os alle godt på.
Herefter introducerer Stine til den første, men eneste, ”skal”-opgave, som hun kalder den. Her kan vi vælge enten at kreere en lille pung, en kortholder eller et lille penalhus for at komme omkring nogle af de mest basale processer i læderarbejdet, og for at blive fortrolig med materialet og værktøjet. På den måde sikrer Stine sig, at alle – begyndere som lidt erfarne – har samme forudsætninger for det videre arbejde i løbet af weekenden. Nu mærkes det tydeligt blandt kursisterne, at det kribler i fingrene for at komme i gang!
Jeg går i gang med at lave den lille pung – og i løbet af weekenden får jeg også produceret tre nøgleringe og en fin, lille taske. I løbet af timerne går Stine på runder blandt kursisterne for at sikre sig, at alle får den hjælp, de har brug for. Selvom vi denne weekend er et fuldt hold på 14 kursister, så er Stine god til at have overblik og være opmærksom på alle, og skulle der gå lidt længere tid end ens tålmodighed rækker til, så er kursisterne imellem gode til at hjælpe hinanden.
Tiden flyver af sted, og flere og flere flotte læderting opstår rundt omkring – i mange forskellige former og farver. Til sidst viser vi vores håndværk frem for hinanden. Det er skønt at mærke den stolthed, der skinner igennem, når vi hver især fortæller om vores hjemmelavede små og store tasker, penalhuse, nøgleringe, makeup-punge, bælter, iPad-covers, høretelefon-holdere, kalenderomslag, armbånd og æsker, og en enkelt lille elefant i bordeaux. En kursist har endda lavet nøgleringe til hele familien og veninderne, og andre kursister nævner også, at de allerede har flere julegaveidéer i tankerne. Vi er nemlig alle enige om, at dette ikke er sidste gang, vi arbejder i læder.
Vi udbyder løbende flere læderkurser, så hold godt øje – men pas på, for et læderkursus giver dig blod på tanden, og vi siger ikke, at du ikke bliver afhængig af læderarbejdet efterfølgende!