Skip to content
Siciliansk ravioli - madlavningskursus ved FOF Aarhus.

Ravioli ricotta e spinaci

Ravioli ricotta e spinaci

Står du lige og mangler noget fyldigt, syndigt og ekstra lækkert at servere for gæsterne, eller trænger du bare til rigtig at nusse om maden - så er Ravioli ricotta e spinaci lige en opskrift for dig! Denne pastaret har det hele, det er en herlig blanding af kraftig tomatsovs og cremede fyld i små pastapuder. Hvis du ikke har lavet din egen pasta før så frygt ej, det smager helt sikkert bedre, når det er hjemmelavet. 

Opskrift detaljer

Hvis du ønsker at lave retten vegetarisk, så smager de fyldte raviolier også godt i en smørsovs med salvie eller tilsat et skvæt fløde og citronskal, du kan altid prøve dig frem! 
Du kan også lege lidt med pastadejen og lave forskellige slags pasta, prøv med lange fettuccine eller friske lasagneplader. 
Hvis du ikke er til spinat, så skift det ud med porre eller grønkål, det giver retten et nordisk pift og det smager dejligt!.  

Opskriften er leveret af vores madunderviser Giuseppe Magnasco der underviser på forskellige madkurser i FOF Aarhus.

Billede af underviser hos FOF Aarhus Giuseppe Magnasco

Til 4 personer.

Ingredienser

Pasta
250 g durummel
2 æg

Fyld
500 g ricotta
300 g spinat (frisk eller optøet fra frost)
1 fed hvidløg
250 g parmesan (revet)
Salt og peber
Muskatnød

Sauce
300 g hel svinekam med eller uden svær
2 dåser hakket eller flået tomat
1 løg
1 fed hvidløg
En håndfuld frisk basilikum

Sådan gør du

Sauce
Begynd med saucen først, den skal nemlig simre længe. Hvis du bruger svinekam med svær, skal sværene skæres fra og tilsættes senere.
Brun det hakkede løg og hvidløg i en stor gryde med ½ dl olivenolie.
Brun kødet i 5 minutter.
Blend dåsetomaten og tilsæt i gryden.
Put basilikum i og lad saucen koge med låg på i cirka en time.
Smag dernæst til med salt og peber.
Tilsæt evt. sværene fra svinekammen.
Lad saucen simre i yderligere 30 minutter, til den har fået en god konsistens. Tag kødet fra og spist det evt. til retten. Skær det enten i skiver eller mindre stykker.

Fyld
Pres og varm et fed hvidløg i en spsk. olie og tilsæt spinaten.
Sæt låg på og lad det simre ved svag varme til spinaten er faldet sammen.
Tilsæt salt og peber og lad det køle ned.

Pastadej:
Bland mel og æg, gerne vha. en maskine. Dejen skal have en god konsistens uden at blive for hård.
Put dejen i en frysepose og lad den hvile.

Fyld - fortsat
Hak spinaten og rør det sammen med ricotta og revet parmesan.
Smag det til med salt, peber og muskatnød.

Ravioli
Skær dejen i stykker med 4 cm bredde. Rul stykkerne flade med en kagerulle og kør dejen i en pastamaskine gradvist ned til tykkelse nr. 1.
Drys lidt mel på arbejdsbordet. Læg den flade dej og skær runde skiver, eventuelt vha. et glas.
Kom lidt fyld på midten af skiven og luk den til en halvmåne. Pres kanterne med en gaffel og sørg for at det er lukket godt sammen, så de ikke åbnes i gryden med kogende vand.

Kog raviolien i ca. 4 minutter i en gryde med rigeligt vand med ekstra salt. Hæld efterfølgende raviolien i et dørslag og derefter i et fad.
Hæld saucen ovenpå. Drys med revet parmesan og pynt med lidt basilikum inden servering.

 

 

Persisk tapas madlavningskursus ved FOF Aarhus.

prøv kræfter med nye opskrifter

Verdenskøkkenet

Lær at lave mad fra andre kulturer og lande på kursus med FOF Aarhus