Skip to content
Lærken en sangfugl. Foredrag ved FOF Aarhus.

Naturen i den danske sangskat

Naturen i den danske sangskat

Velkommen lærkelil…, Hør den lille stær..., Jeg er havren... Den danske sangskat er én lang fortælling om den danske natur, som den så ud for 100-200 år siden. Dengang boede hovedparten af befolkningen på landet, og landbruget og naturen var så væsentlig en del af vores kultur, at sangene uvægerligt måtte afspejle det.

I dette foredrag drager vi på kratlusk i den danske sangskat. Naturhistorisk Museums egen museumsinspektør, Morten DD Hansen, sætter scene for den natur, der fylder i de danske sange. Hvorfor er det netop arter som bøgen, storken og viben, der synges om, og hvad er det for en natur, vi hylder i den danske sangskat?

Sammen med Marie Koldkjær Højlund, ph.D., adjunkt i lyddesign ved Aarhus Universitet og musiker og huskomponist ved Aarhus Teater, sætter vi fokus på sangens betydning for os som mennesker. Hvorfor er fællessang en vigtig del af vores DNA? Og er det stadig relevant at skrive sange om naturen i dag? Endelig får vi forhåbentlig mulighed for en fællessang eller to.

Praktisk information:

Foredragsholdere: Museumsinspektør Morten DD Hansen og musiker og ph.D. Marie Koldkjær Højlund
Varighed: 2 timer, inkl. 15 min. pause

Arrangør: Naturhistorisk Museum i samarbejde med FOF Aarhus.

Der er mulighed for at købe kaffe, te, vin og kage før arrangementets start og i pausen midtvejs. Museumsbutikken er også åben.