Du får fysisk træning og samtale hver gang, hvor halvdelen af tiden går til træning og den anden halvdel til samtale. Du skal have lyst til og behov for begge dele.
Den fysiske træning har fokus på at afspænde og genoptræne kroppen blidt. Da graviditet og fødsel kombineret med sorg kan være en stor udfordring for din krop, vil vi i træningen hjælpe dit nervesystem til mere ro og stabilisere din kropskerne. Du vil genvinde kontakt til kroppen og opbygge styrke og ressourcer til at stå i sorgen og til en evt. ny graviditet, hvis du/I ønsker det.
I samtaledelen vil fortællingerne om dit barn, og hvad der er sket, få plads i starten.
Mange oplever det som en lettelse og som styrkende at tale med andre, der befinder sig i samme situation.
Kurset sigter mod at støtte dig i at være i sorgen og få den nye hverdag til at fungere både fysisk og psykisk.
Hensyntagende undervisning foregår på små hold. Første undervisningsgang skal du underskrive en "tro og love erklæring". Er du i tvivl, så ring til FOF Aarhus.
"På holdet var der plads til at være sig selv midt i sorgen. Det blev min uges højdepunkt, fordi jeg blev en del af et fællesskab, som jeg ikke kunne finde andre steder. Der blev skabt et trygt rum, hvor jeg turde dele mine tanker og følelser uden frygt for at blive dømt. Jeg følte mig set og hørt."
SOFIE, MOR TIL SOFUS, FØDT SOVENDE I UGE 35