Skip to content

Fra den 15. december kan du se og tilmelde dig en masse nye forårshold.

Foredrag og debat hos FOF København

Livet er ikke det værste

Ti eftermiddage, hvor engagerede mennesker generøst fortæller om deres liv og det, de brænder for.

23/9 Amerika, hvor er du?

Da Donald Trump blev valgt til USA's præsident, var det, som om der blev sluppet en elefant løs i David Trads’ verdensbillede. Ingen vanlige analyser gav mening, og alt, han troede, han vidste, var vendt op og ned. I dette foredrag tager vi med en af vores bedste USA-analytikere på et personligt road trip gennem USA’s historie og nutid for at finde forklaringer og for at finde det Amerika, der blev væk. David Trads har gennem flere år arbejdet og boet i USA. Han er forfatter til bogen »Amerika, hvor er du?«.

7/10 Kinafarerne

I 1700-tallet begyndte i København en indbringende handel med Kina drevet af Det Danske Asiatiske Kompagni. Hør museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, Benjamin Asmussen, fortælle om et højdepunkt i dansk søfartshistorie ─ om alt fra sygdomme og storme, plyndrende pirater, store formuer, merkantil snilde og om kulturerne og menneskene, der mødte hinanden. Benjamin Asmussen er forfatter til bogen »Kinafarerne«.

21/10 Et liv med bøger

I anledning af 250-året for forlaget Gyldendal fortæller Johannes Riis om sit liv med bøger, om tiden på det hæderkronede forlag og menneskene, forfatterne og redaktørerne, der prægede det. Lige fra han var dreng, havde Johannes Riis vidst, at hans liv skulle have noget med bøger at gøre. Han er født i 1950, på en gård på Mors, så det lå ikke ligefrem i kortene; men efter studentereksamen begyndte han at læse litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. I 1979 blev han redaktør i Gyldendals Bogklub og i 1994 udnævnt til litterær direktør på det største forlag, Gyldendal. 

4/11 Afhopperne

Journalist og forfatter Jesper Clemmensen har siden 2003 arbejdet med at dokumentere og fortælle historien om de tusinder af mennesker fra Østblokken, som i årene under Den Kolde Krig forsøgte at krydse Jerntæppet i Østersøen. Sejlende i gummibåde, kajakker, joller, undervandsfartøjer – sågar svømmende – forsøgte desperate mennesker at undslippe de kommunistiske diktaturer. I sit billedrige foredrag fortæller Jesper om sin mission med at grave i et stykke overset verdenshistorie og videreformidle de både spændende, men også ofte tragiske flugtforsøg, der fandt sted helt frem til Murens fald i 1989. Jesper Clemmensen er forfatter til bogen »Afhopperne«.

18/11 Paradis på jord – hvad betyder haven?

Haver er steder, men haver er også fyldt med betydning og drømme. Haver indeholder fra gammel tid en forestilling om paradis, og alle tiders haver ─ f.eks. middelalderens klostergård, enevældens franske have, parcelhushaven og det grønne område ─ er udtryk for en guddommelig orden. I klimakrisens tid ser vi haven som et levested for arter, men hvordan kommer paradisforestillingen til udtryk i dag? Foredraget vil med eksempler fra haver over hele Europa og med inddragelse af litteraturens og kunstens haver indkredse disse paradisforestillinger. Karin Esmann Knudsen er lektor og har i to årtier arbejdet med haver og litteratur, i 2019 udkom »Paradis på jord« om havernes kulturhistorie.

20/1 Hjertesorg

Efter fødslen af sin datter bliver præst og forfatter Anna Mejlhede grebet af den mest intense følelse af at være lykkelig og ulykkelig på samme tid ─ af glæden over barnet og frygten for at miste det. Det er en af de gange, hun er kommet på sporet af hjertesorgen som et grundvilkår i tilværelsen, som en måde at forstå livets storhed. Evnen til at forundres over livet er en drivkraft for Anna Mejlhede, som hun bl.a. har omsat i bøgerne »Livet er et mirakel« og »Undremagasinet«, skrevet i samarbejde med astrofysiker Anja Andersen. Denne eftermiddag deler Anna Mejlhede sine erfaringer med hjertesorgen, både som præst og i sit eget liv.

3/2 Det du ikke vil vide

I sin seneste roman »Det du ikke vil vide« vender forfatter Birgithe Kosović blikket mod sin personlige historie for at forstå sin serbiske faders vrede, og hvorfor han for syv år siden valgte at bryde kontakten med hende. Som barn af et dansk-serbisk ægteskab voksede Birgithe Kosović op i et krydsfelt mellem to slægters fortællinger. I dette foredrag tager hun os med tilbage til Danmark, som det så ud for Kosović, der voksede op på Vestegnen i 80’erne og ender som romanforfatter.

24/2 Det glasklare hjerte ─ L.A. Ring

Karismatisk og karakterfuld som menneske og på en gang krystalklar, suggestiv og gådefuld som kunstner. L.A. Ring blev i sin ungdom karakteriseret som »Hæslighedens Apostel«, men udviklede sig til en kunstner, der satte en skønhed i verden uden lige. På baggrund af mange års forskning og sin aktuelle biografi fortæller dr.phil., kritiker og forfatter Henrik Wivel om den kanoniserede maler L.A. Ring. Ring, der levede fra 1854 til 1933, er en af dansk malerkunsts mest fascinerende skikkelser.

10/3 En naturnørds bekendelser

Fuglenørd. Naturnørd, dyredamen, hende, der ikke er bange for at rode i lort, og hende, der snakker virkelig meget om dyresex. I dette foredrag fortæller Vicky Knudsen, hvordan hun gik fra at være fuglenørd til besat af stort set alt i naturen, og om hvordan der under enhver haveflise findes de største eventyr. Vickey Knudsen er uddannet biolog og især kendt fra det populære tv-program »1 døgn, 2 hold, 3 dyr«. Kom med, når hun åbner ind til naturens skattekammer, og risiker at blive smittet af begejstringen.

24/3 Gå

Da Ann Bjerre går sin første Camino-vandring tilbage i 2004, savner hun noget i sit liv. Noget, som hun finder ud af, ikke findes i den ydre verden. Siden har hun gjort det til en levevej og et livsprojekt at åbne menneskers øjne for vandringens langsommelighed og forandrende kraft. Lad dig inspirere, når forfatter Ann Bjerre transformerer vandring gennem smukke landskaber i den helsebringende natur til fordybelse og indsigt. Vi skal vandre til Iona, Hebriderne, hvor himmel og jord går i ét, inspireres i byen Assisi, Italien, der emmer af »Fred og alt godt«. Glæd dig til en rejse under en høj himmel.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Onsdag 23.09.2020 15:00-16:30 Korsvejens Skole David Trads
2 Onsdag 07.10.2020 15:00-16:30 Korsvejens Skole Benjamin Asmussen
3 Onsdag 21.10.2020 15:00-16:30 Korsvejens Skole Johannes Riis
Se alle Se færre
Foredragsholder

David Trads