Skip to content
Demens arrangementet glemmer du med FOF København

Glemmer du? – en aften om demens på Bremen Teater

Glemmer du? – en aften om demens på Bremen Teater

Demens er en folkesygdom i Danmark. Stadig flere støder på den: Fordi de selv rammes, fordi de bliver pårørende, eller fordi de møder mennesker med demens i bybilledet.

Alligevel er det fortsat en sygdom omgærdet af mystik. Hvad gør demens ved mennesker? Kan vi gøre noget for at undgå demens? Og hvad gør vi, når den rammer? Demens har mange ansigter, og både demensramte og pårørende har forskellige forløb, relationer og oplevelser af mødet med sygdommen.

Bente Klarlund, Knud Romer og May Bjerre Eiby er tre markante stemmer i debatten om demens. Denne aften deler de deres forskellige oplevelser og perspektiver på demens, suppleret af fortællinger fra mennesker, der selv lever med demens.

Med Frederik Lindhardt som moderator skal vi tale sammen og tale højt om demens: Om afmagt, fortvivlelse og frustration; om nærvær, kærlighed og latter; om at se sine nære forsvinde, og om hvad vi som samfund og mennesker kan gøre for at forebygge demens og sikre et værdigt liv med demens.

Så nok er sygdommen udgangspunktet, men livet vil være omdrejningspunktet.

Om talerne

Bente Klarlund, professor og overlæge på Rigshospitalet, forfatter til flere bøger om sundhed, krop og sygdom, modtog i 2017 Alzheimerforskningsfondens forskningspris.

Knud Romer, forfatter og debattør, har bl.a. lavet dokumentarfilmen »Et blad falder til himlen« (2012) om sin sidste tid med sin demente far.

May Bjerre Eiby, stifter og leder af plejehjemmet Dagmarsminde, uddannet sygeplejerske og forfatter til flere bøger om pleje og omsorg i den danske sundhedssektor.

Vært og initiativtager

Frederik Lindhardt, forfatter, foredragsholder og iværksætter, medstifter af Virtio, har bl.a. skrevet »Lidt af far« (2017) om sin far biskop Jan Lindhardt, om at miste den man elsker til alzheimers, om kærligheden og sorgen i den sidste tid sammen.

Arrangører

FOF København

Ældre Sagen

Alzheimerforeningen

Frederik Lindhardt om demens

I 2017 udgav Frederik Lindhardt bogen ”Lidt af far” om at miste sin far biskop Jan Lindhardt til demens, om kærligheden og sorgen i den sidste tid sammen. Den 28. september er han vores vært på Bremen Teater, når vi for første gang sætter demens til debat på den helt store scene. For vi skal tale sammen og tale højt om den usynlige sygdom, som desværre rammer alt for mange af os. Hvad gør demens ved mennesker? Kan vi forbygge sygdommen? Og hvordan forbedrer vi det liv vi har med den

Bente Klarlund om demens

Hvad sker der i hjernen, når vi udvikler demens? Kan vi forebygge? Og hvordan behandler vi? I 2017 modtog professor og overlæge Bente Klarlund Alzheimer-forskningsfondens forskningspris. Hendes forskning har påvist en klar sammenhæng mellem fysisk aktivitet og forbedret hjerneaktivitet og dermed skabt evidens for, at motion kan have en betydning for at hæmme udviklingen af Alzheimers.
Den 28. september skal hun gøre os klogere på demensens fysiologi, når vi stiller skarpt på en sygdom, der er svær at se, men som desværre rammer flere og flere af os.

Knud Romer om demens

”Inden du selv bliver dement, skulle du måske tage dig af det, så du, når det bliver din tur, ikke sidder og skriger af skræk, alene!” Sådan lyder Knud Romers opråb. Da Knud Romer kørte sin demente far på plejehjem, følte han det som det ultimative forræderi. Ikke at kunne passe den far, som i et helt liv havde passet på ham. Og mødet med velfærdsstaten gjorde kun ondt værre. For der var ingen til at tage over, da Knud Romer kom til kort. Ingen til at sikre hans far en værdig afslutning på et langt liv.

May Bjerre Eiby om demens 

May Bjerre Eiby er plejehjemsleder, forfatter og debattør. Hun har, siden hun var midt i 20’erne, kæmpet for de allerældstes rettigheder, for deres værdighed, når de sidder ved endestationen: plejehjemmet. I dag er hun er leder af demensplejehjemmet Dagmarsminde og en markant stemme i den offentlige debat om, hvordan vi behandler vores ældre.