Skip to content

Aftenskolen er fritaget fra kravet om coronapas, men da meget undervisning foregår hos samarbejdspartnere, kan man blive spurgt om coronapas der, og vi opfordrer derfor alle til at have passet klar.

Fredagscaféen i Charlottenlund med FOF Nordsjælland

Fredagscaféen

Fredagscaféen

Vært: Marianne Bentzen

I Fredagscaféen dækkes op med fortællinger og folkeoplysning, et glas vin og en sandwich.

Er vi ankommet til Kinas århundrede?
Flemming Ytzen, forfatter, redaktør og klummeskribent ved Politiken.
Verden er i opbrud efter fire kaotiske år med Donald Trump og et Brexit, som vores britiske venner har det svært med. I EU skærpes tonen nu over for et stadig mere selvbevidst Kina. Hvad kan vi danskere lære af Kinas stærkere og større position i verden? Hvad gør Margrethe Vestager i EU for at forhindre, at kineserne hacker vores virksomheder? Vinder de det 21. århundrede?

Grevinde Danner og arven efter hende
Birgitte Nyborg, foredragsholder
Grevinde Danner vil altid fascinere, som mønsterbryder og klog og driftig kvinde, der trods stor modstand tog turen fra uægte barn til kongens hustru. Det er historien om den lille pige, der blev født uden for ægteskab og endte med at testamentere Jægerspris Slot til forældreløse børn. Med sit humanitære arbejde såede Danner mange frø, der stadig blomstrer i dag 150 år efter hendes død. Birgitte Nyborg har som datter af Godsinspektøren på Jægerspris Slot boet i 'Kongens Køkken' ved slottet.

Bulgarien - en pilgrims- eller vanvidsvandring?
Jan Tvernø, eventyrer og rejsearrangør.
Hvad gør man, når ens eksistensgrundlag og livsværk forsvinder fra den ene dag til den anden? Pandemien raser, verden lukker ned, og der vil gå lang tid, før vi kan sende gæster ud i verden igen. Skal jeg give op? Eller vende forretningen på hovedet og gå 618 km på 16 dage over 70 bjergtoppe og gøre mig nogle tanker om livet undervejs? Vær med når sult, bjerge og kuling bringer udmattelse til et nyt niveau i en ulige tvekamp mellem krop og sind.

Er det forbandet at være dannet? 
Bente Hatting Gjelten, mag.art. i teatervidenskab.
Almen dannelse er ved at gå i glemmebogen. Måske er det på tide at huske på Emma Gads mange kloge råd om at opføre sig ordentligt? Det er mest etikettehåndbogen, vi husker den progressive kvinde for. Men Emma Gad var langt mere end blot kvinden bag Takt og Tone. Hun var bl.a. aktiv som dramatiker, oversætter, journalist, redaktør og medstifter af Kvindernes Handels- og Kontoristforening. 

FN's 17 Verdensmål
Camilla Kornerup, cand.mag. i spansk og religion
I 2015 skrev verdens lande i FN under på den største og mest omsiggribende aftale, der nogensinde er indgået på verdensplan. Frem mod 2030 vil FN´s nationer sammen arbejde på at løse de gigantiske sociale, økonomiske og miljømæssige udfordringer i verden. Vi skal høre, hvordan regeringer, kommuner og virksomheder arbejder på at finde løsninger på vores fælles udfordringer.

Fra Vesterhavet til Vesterbro
Mari-Ann Blok, journalist og kulturvært.
En historie om den lange vej frem til at turde tro på sig selv. Om at være barn og ung i en tid, hvor det var muligt, ved at flytte fra provinsbyen til hovedstaden, at vokse op under falsk identitet i et hjem, hvor præstationsangsten blev udviklet sammen med evnen til at holde på hemmeligheden og passe ind i det glansbillede, der skulle vises frem for omverdenen.