Skip to content

Aftenskolen er fritaget fra kravet om coronapas, men da meget undervisning foregår hos samarbejdspartnere, kan man blive spurgt om coronapas der, og vi opfordrer derfor alle til at have passet klar.

Oplev 10 arkitekturperler i København på havnerundfart med FOF Nordsjælland

10 NYE arkitekturperler fra søsiden - Havnerundfart

10 NYE arkitekturperler fra søsiden - Havnerundfart

Vi følger op på succesen fra efteråret med ny rute og nye arkitektoniske perler i inderhavnen.

Få en ren saltvandsindsprøjtning af københavnsk stjernearkitektur, når Frederik Lindskov for fuld skrue fortæller om forvandlingen af den nye inderhavn og kobler denne til Københavns århundrede lange historie. 

Vi tager hele turen fra Nordhavn til Sydhavn og hører om 10 af de mest markante områder og disses arkitektoniske perler: Slotsholmen med Børsen, Christiansborg og Thorvaldsens Museum, Kalvebod Brygge med SEB Bank og Bølgen, Frederiks Brygge med Alfred Nobels Bro og havnepromenade i egetræ, Slusen med sit unikke husbådsmiljø, Havnestaden med Zeppelinerhallen og Pressesiloen, Christianshavn med Cirkelbroen, Steinfass Gård og Vor Frelser Kirke og, Papirøen der er under opførelse, Holmen med Operaen og den gamle flådestation, Nordø i Nordhavn med sit kommende vinteratrium og Orient Kaj med det storslåede skolebyggeri CIS.

Efter sejlturen nyder vi en skøn frokost på Restaurant 56 grader, et ombygget krudthus af Philip de Lange. Her kan vi sidde i ro og mag og fordøje dagens mange indtryk. Frederik slutter dagen af med et foredrag om det spændende område omkring restauranten der både tæller ’Fredens Havn’, Noma og frit udsyn til Amager Bakke.

Inkl. i prisen: Entré til båden som er overdækket og med varme, foredrag, og frokost inkl. drikkevarer.

Mødested: Strömmas kanalbåd som ligger ved Stranden ud for Boldhusgade, 1061 København K.

Slutsted: Restaurant 56 grader, Krudtløbsvej 8, 1439 København K.