Skip to content

"Gud, du er jo lige her", foredrag med Charlotte Rørth

"Gud, du er jo lige her", foredrag med Charlotte Rørth

"Gud, du er jo lige her" og "Med rankt ryg" - foredrag med Charlotte Rørth

 

Det har været et hårdt år med Corona, vaccinevrede, #MeToo, sorg, angst og uro helt ind i familien og vennekredsen. Hvordan finder vi glæden og styrken til at leve videre og tale sammen i en god tone? Jeg fandt den under nedlukningen ved at tage mod til mig og læse i Bibelen med mit eget blik, selv om jeg var bange for, at den ville være kvindeundertrykkende. Det er den ikke. Tværtimod finder jeg styrke i den som menneske, sorgfuld mor og glad farmor, journalist og feminist. Det overraskede mig vildt, for sådan er jeg ikke opdraget. Men jeg har lært, at samtaler om tro gør godt, fordi emnet får folk til at tænke sig om og tale ordentligt til hinanden. Kom og tal med, når jeg holder foredrag om de to seneste af mine bøger; “Gud, du er jo lige her” og “Med rank ryg”.

Charlotte Rørth (1962) uddannet journalist.
Forfatter til fire bøger om at leve med tro.
Siden “Jeg mødte Jesus” udkom 2015, har jeg holdt flere hundrede foredrag, været i alle danske og flere af de bærende udenlandske medier. Mange, måske op mod 75 procent af os, har i løbet af vores liv spirituelle oplevelser i slægt med dem, jeg overraskende fik og stadig får. Jeg taler derfor ikke kun om og til dem, der normalt interesserer sig for religion, men får gang i samtaler overalt. I følge Jyllands-Posten skyldes debutbogens “overrumplende succes”, som den kaldes i jubilæumsbogen om forlaget Gyldendal, at, da jeg som ”ganske almindelig, sekulariseret dansk kvinde” kommer ud ”for noget ekstremt ualmindeligt”, bevarer jeg de journalistiske dyder; ”fordomsfrihed, nysgerrighed og iagttagelsesevne”. Jeg arbejder for friheden til at tale om den tro, nogle af os har, andre ikke, men som er en del af vores fælles liv i alle samfund kloden over. Jeg er ikke interesseret i at overbevise nogen om noget – på nær pligten til at lytte og retten til at tale.