Skip to content

At tegne er at se

At tegne er at se

Alle kan lære at tegne. At tegne er i virkeligheden ikke særlig vanskeligt. Det er dét at se, der er udfordringen, eller mere præcist, det at kunne skifte til en særlig måde at se på. Når du lærer at se på denne særlige måde, kan du også tegne. 

En del af denne særlige måde, er bl.a. at slå den venstre logiske hjernehalvdel fra. Den der siger: ”jeg kan godt tegne et hus, men jeg kan ikke tegne et ansigt”. Når den venstre hjernehalvdel ikke længere blander sig, kan du tegne hvad som helst. En af metoderne til, at slå venstre hjernehalvdel fra, er f.eks. at tegne på hovedet.

Vi vil, på dette kursus, igennem en masse forskellige øvelser fra Betty Edwards bog ”At tegne er at se”, lære at se rigtigt. Det er efter min overbevisning, den hurtigste og mest effektive vej til at lære at tegne.

Efter endt kursus vil du, naturligvis alt efter hvor flittig du har været, kunne tegne det du ønsker.

Medbring: Masser af billigt kopipapir, tegnepapir, tegneblyanter B2-B8. Køber du en B2, en B5 og en B8 er det godt nok. Det står på blyanterne. Dem der hedder Hb er skriveblyanter...dem skal vi ikke bruge. Viskelæder, evt. i blyantsform, så det kan spidses. Det kan være en fordel, når du skal ud i hjørnerne. En blyantspidser, og evt. en ”stub”. Det er en blyant lavet af hårdt presset papir, som kan spidses. Den er super god til at ’fade’ med, men ikke nødvendig. Derudover selvfølgelig en masse tålmodighed, the og kaffe.

Al undervisning er individuel. Vi tager udgangspunkt i, hvor langt du er, så vi følges ikke altid ad. Kurset henvender sig derfor både til begyndere, øvede og rutinerede. Børn over 12 år er velkomne.

Der skal betales 25.- kr. til print, som skal betales første gang man kommer. Der afregnes med underviseren.