Skip to content

Fællesskab i naturen 55+

Fællesskab i naturen 55+

Vil du gerne udvide din venne- og bekendskabskreds på en sjov og udfordrende måde-, og holder du af rolige aktiviteter i naturen? Så er dette kursus måske lige noget for dig! Formålet med kurserne ”Fællesskab i naturen” er, at give deltagerne mulighed for at opbygge nye fællesskaber på en sjov og lettilgængelig måde.

Du vil lære nye mennesker at kende og derigennem få at udvidet dit perspektiv på verden, på dig selv og dine medmennesker. Målgruppen for kurset er mænd i alderen 55 + der ønsker at lære andre mænd at kende. Din fysik behøver ikke at være i top, du får dog brug for at kunne gå mindst 1 km på ujævne skovstier og tåle at være udendørs i det danske vejr.

Fælles for mødegangene er, at der startes med en fælles aktivitet (se program herunder). Efter aktiviteten nydes den medbragte kaffe/the sammen med både løs snak og samtaler om fælles emner.                                                                                                    

Man kan sige at Fællesskabet og samtalerne er det centrale, aktiviteten det sjove og naturen den smukke ramme, for vores 4 spændende mødegange. Aktiviteterne vil spænde over gåtur, Disk golf, petanque, Fodbold Golf, Bil orientering, skydning mv. Fælles for alle aktiviteterne er et stort fokus på sikkerhed. Deltagelse sker på eget ansvar.

Vi får selvfølgelig tid til masser af hyggesnak og ved hver mødegang bliver der en samtale om fælles emner. ”Fælles emner” drejer sig om det at være blevet 55+, om venner og bekendte, om fællesskab og om at holde fast i sig selv. Efter kurset er der mulighed for at holdet kan fortsætte med at mødes på egen hånd. Ønskes dette sætter vi tid af til at organisere fremtidige møder og samvær i gruppen.

Program 

Søndag d.19/9: Den første dag mødes vi kl 9.00 på ”Parkering Boserup Skov Vest” (det er den ved Skolerne i Boserup).  Der går Bus (linje 207) fra Roskilde st.
Aktiviteten bliver en kort vandretur ”til basen”, hvor vi bl.a. skal prøve Disk Golf.                              

Udstyr: Godt funtionelt fodtøj og godt tøj + ekstra varm trøje til når vi skal sidde stille. Rygsæk til termokande med kaffe/the mv. til eget brug.

Vi bruger god tid til præsentationen og til at lære hinandens navne at kende, samt forbereder næste uges aktivitet.

Vi bruger også tid på at arrangere samkørsel for de kommende kursusdage, så dem uden bil kan koble sig sammen med dem som har ekstra plads.                                                                                        
Søndag d.25/9: Vi mødes omkring kl 9.15 på en P-plads i Hedeland.

Aktiviteten starter hjemmefra og er et lille bil orienteringsløb i samkørselsbilerne.
Der skal løses opgaver undervejs og mødestedet skal findes. For at løse opgaverne får I brug for en smartphone i hver bil.                                                                            
Udstyr: Rygsæk til termokande med kaffe/the til eget brug + ekstra varmt tøj.

Vi bruger god tid på samtaler om fælles emner, forbereder næste uges aktivitet og slutter dagen med en fornøjelig holddyst i Fodbold Golf.

Søndag d.10/10: Vi mødes samme sted som sidst i Hedeland.

Aktiviteten bliver en kort gåtur med Geocaching i området.                                                         
Vi bruger god tid på samtaler om fælles emner, forbereder næste uges aktivitet og slutter dagen med en fornøjelig holddyst i Krocket eller lign..

Søndag d. 17/10: Afslutning med aktiviteter som til dels er planlagt af holdet selv. 

Vi skal også vandre, reflektere og kigge fremad. Måske ønsker I at mødes fremover som et selvkørende fællesskab, i så fald afsætter vi også tid til at organisere dette.

OBS: Max. 8 deltagere på dette hold