Skip to content

Byvandring i Nykøbing F

Vi går med historiker Kåre Johannessen igennem byen. Som så mange gamle danske byer er Nykøbing vokset frem omkring en fæstning, det senere Nykøbing Slot, der blev anlagt i 1100-tallet som led i det nationale værn mod venderne sydfra. En perlerække af kongelige har gennem tiden resideret i Nykøbing, bl.a. Margrethe Sprænghest, Christoffer II, Valdemar Atterdag og Margrethe I. Et stort antal vigtige traktater er udstedt i Nykøbing, og skønt byen ikke var Falsters førende i middelalderen, var den ofte afgørende i de politiske begivenheder.
Af den middelalderlige by er der ikke meget bevaret - og så alligevel! Hele den indre bys gadenet er nemlig middelalderligt, selvom husene er nyere! Undervejs bevæger vi os rundt om det middelalderlige Nykøbing, og hører om nogle af de fascinerende personligheder og begivenheder, der har udspillet sig her...
Turen afsluttes med en let anretning på Cafe3kanten.
Mødested: På hjørnet af Tværgade og Jernbanegade, for enden af gågaden.