Skip to content

Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev, så vi kan holde dig orienteret om kommende aktiviteter. Tryk på linket til højre.

Nyhedsbrev
Yin yoga balasana yogapose yogastilart afspænding

Yoga stilarter

Yoga - Øget selvværd og energiniveau

Det fantastiske ved Yoga er, at der er plads til alle og alle kan få noget ud af Yoga. Nogle vil gerne blive stærkere og mere smidige, andre vil gerne mindske deres stressniveau og nogle begynder til Yoga for at forbedre deres funktionsnedsættelse. Hos FOF tilbyder vi mange forskellige yogastilarter. Læs om de forskellige yogastilarter herunder og vælg derefter det hold, som passer bedst til dig. 

Yogastilarter: 

Aerial yoga - Flyvende Yoga
Unnata® Aerial Yoga er assisteret af et stort, blødt yogaklæde ophængt i loftet som en hængekøje.. Unnata betyder "opløftet", og undervisningen foregår i et roligt flow mellem kendte øvelser på gulvet og i yogaklædet. Ikke for gravide.

Ashtanga Yoga - En dynamsik yogaform
Bygges op som et system, hvor de samme øvelser bliver repeteret i en bestemt rækkefølge og tilføjer et meditativt element til praksissen.

Hatha Yoga - Klassisk Yoga
Er åndedrætsøvelser og fysiske øvelser for at være i stilheden. For at komme helt ind i stilheden bruger du det meget rolige åndedræt, og yogaøvelserne bliver tilsvarende praktiseret meget langsomt. Hatha Yoga indeholder dynamiske stående, siddende og liggende stillinger, der forbinder krop og sind gennem åndedrættet. I en kombination af Hatha Yoga og en yoga praksis, der hedder De Fem Elementer, skabes der en mere meditativ flydende bevægelsesform, der ligner den traditionelle vinyasayoga, med inspiration fra Qi Gong.

MediYoga 
En terapeutisk yoga form, der er udviklet gennem forskning i samarbejde med sundhedsvæsenet i Sverige. MediYoga består af blide fysiske øvelser, åndedræts- og koncentrationsteknikker, afslapning og meditation

Mindful Yoga
Her arbejder vi med udgangspunkt i klassiske yogaøvelser, som både styrker og smidiggør kroppen. Samtidig fokuserer vi på åndedrættet for at give øvelserne større effekt og gennem åndedræt og flow i øvelserne nærmer vi os en meditativ tilstand samtidig med, at vi tilgodeser kroppen. Styrk dit fundament og boost din sundhed. Kombination af hatha yoga med yin yoga og blid yoga. Gennem stillingerne arbejder vi med at styrke vores fundament og grounding. Fælles er mindful og nærværende yoga. Alle kan være med, uanset niveau, da der altid er en blidere eller mere intens variation af en øvelse. Vi starter altid med en opvarmning og slutter med en afspænding.

Mindfulness og meditation gør os nærværende og åbne i vores krop, vores energisystem og i vores bevidsthed. Sammen med energiøvelser og hjertekontakt forbereder det os hen mod det meditative univers. De fysiske øvelser kommer alle led- og muskelgrupper igennem, styrker og smidiggør musklerne og stimulerer kredsløbet. Yoga øger koncentrationsevnen, og gør dig bedre i stand til at klare det moderne livs stressfulde situationer. Udover at forbedre den almene helbredstilstand virker øvelserne også frigørende på energisystemet også gennem åndedrætsøvelser og afspændinger.

Patanjali Yoga
Her lægges stor vægt på præcision og grundighed. Et vigtigt element i en klasse er "alignment", så underviseren søger hele tiden at guide deltagerne gennem en så anatomisk korrekt undervisning som muligt. Der arbejdes med styrke og gode velgørende stræk, men også med smidighed og balance. Der bruges en del yogaremedier i undervisningen, så alle deltagere - uanset niveau og formåen - kan få optimalt udbytte af træningen. Der lægges endvidere stor vægt på åndedrættet samt "det at være til stede", men også på at finde glæden i nærværet.

Restorativ Yoga / Yoga i hvile
Har alle Hathas Yogaens gode effekter, men her kommer du endnu dybere og arbejder mere bevidst med åndedrættet og kroppen - både i musklerne og bindevævet. Har du svært ved at sove, er lidt stresset, mangler energi, har spændinger, har lige været syg, eller vil du gerne gøre noget godt for dig selv - er Restorativ Yoga måske noget for dig.

Yin Yoga
Yin yoga består af blide, dybe stræk, som holdes længe, ofte i flere minutter. Åndedrættet bruges aktivt, hvilket tillader musklerne at give slip på spændinger. Yin yoga er bedst på en kold krop.

Udstræk og afspænding - KUN FOR MÆND
Opnå større fleksibilitet, mobilitet og smidighed generelt ved hjælp af stræk fra yogaens verden. Men også en rigtig god time for dig, som i forvejen er fysisk aktiv, men savner udstrækning og derved vil blive bedre/hurtigere/stærkere. Som bonus får du til sidst i timen en dejlig guidet afspænding/kropsscanning, så du er sikret en god nats søvn. Der er plads til smil og højt humør og holdet er for alle, uanset hvor stiv i kroppen du må være.

Familie Yoga
For dig, der ønsker en dejlig tryg og nærværende stund sammen med dit barn, barnebarn. Sammen tager vi en pause fra hverdagens stress og jag. Familie Yoga giver børn og voksne en mulighed for at bevæge sig, stresse af og have det sjovt sammen. Det er en anderledes måde at være sammen på. 

Yoga for personer med kroniske lidelser
På holdet vil vi arbejde med yogastillinger, som er gode til at mindske træthed, blæreproblemer, muskelspasmer, muskelstyrke og meget mere. Vi arbejder også med at finde ro til at acceptere den situation, man nu engang er havnet i gennem meditation og afspænding. Yoga er ikke en mirakelkur, men gennem hårdt arbejde kan vi være med til at påvirke vores sygdom positivt. Vi tager det stille og roligt, så vi kan finde frem til de variationer af stillingerne, som passer til dig.

Mindful Yogini Yoga

Som kvinde har du mulighed for at give din feminine side den plads, den fortjener. I både Mindful yogaøvelser og meditation kan vi dykke dybere ned i kvindekroppen og finde vores indre kvindevisdom, frihed og kraft.