Skip to content

Kulturcaféen

Kulturcaféen

I fælleshuset Provstehaven arrangerer FOF i samarbejde med Venneforeningen foredragsrækker hver sæson.

Parfumesælger eller statsmand
Den konservative Poul Schlüter blev ikke spået lang tid i stolen, da han blev statsminister i 1982. Men han holdt ud i mere end 10 år, hvor Danmark blev gennemgribende forandret. Schlüter lagde grunden til nutidens velstandsniveau med hjælp fra de store forandringer i Europa. Hans triste exit i 1993 – tamilsagen – overskygger de mange positive resultater, der blev opnået under de fire regeringer, han var chef for.
Flemming Ytzen, redaktør og klummeskribent
Tirsdag 27-09-2022 kl. 14:00

Shellhuset og Den Franske Skole
Den 21. marts 1945 lettede 51 bevæbnede RAF-fly fra deres luftbase i England med kurs mod Gestapos danske hovedkvarter i Shellhuset. Men en række bombefly tog fejl af målet og smed deres dødbringende bombelast over et civilt beboelseskvarter. Foredraget blotlægger minutiøst detaljerne om den skæbnesvangre dag i 1945, hvor mere end 100 uskyldige, heraf 87 børn, blev dræbt på Den Franske Skole. 
Christian Aagaard, historiker og forfatter
Tirsdag 11-10-2022 kl. 14:00

Trone og trods
Året er 1193. Den danske prinsesse Ingeborg bliver gift med den franske konge Philip August. Men noget går galt på brudenatten, for næste dag forstøder den franske konge sin unge brud og sender hende hjem. Men Ingeborg nægter at rejse. Hun er Frankrigs dronning nu! Det bliver starten på 20 års skilsmissedrama – en helt utrolig historie fyldt med drama, beskidte kneb, bandlysning og stædighed.
Esther Rützou, fortæller og forfatter
Tirsdag 25-10-2022 kl. 14:00

Løgn og latin
Det er sejrherren, der skriver historien – fra romerne til Irakkrigen. Når man betragter den vestlige verdens historie, kan man undre sig over, hvordan fortidens mennesker har kunnet tro på de utroligste ting fra historiebøgerne. Men er vi bedre i dag? Vi ser på nogle af de fordrejninger, omskrivninger, fortielser og rene og skære løgne, det gennem tiden er lykkedes at gøre til urokkelige sandheder i offentlighedens øjne. 
Kåre Johannessen, historiker
Tirsdag 08-11-2022 kl. 14:00

Hvis jeg overlever det her…
Med udgangspunkt i sin populære og roste bog “Hvis jeg overlever det her – bliver det en god historie” fortæller foredragsholderen den mærkværdige og eventyrlige historie om, hvordan og hvorfor han blev naturfotograf. Det er et foredrag med vilde historier, en dødelig fejldiagnose, tilfældigheder, vovemod og humor. Det er også fortællingen om at gå efter den umulige drøm – koste hvad det vil…
Henrik Egede-Lassen, naturfotograf
Tirsdag 22-11-2022 kl. 14:00