Skip to content

Anvendt yogafilosofi

Anvendt yogafilosofi

Vi inviterer alle FOF’s yogaundervisere til en online workshop med religionshistoriker Gitte Poulsen. Alle yogaundervisere er velkomne, uanset hvilken form for yoga, de underviser i, og hvor i landet de underviser. 

Tid og sted  
Mandag den 1. november 2021 kl. 13:00 – 16:00 online via Zoom.

Workshoppens indhold:
På denne onlineworkshop skal vi sammen, guidet af Gitte Poulsen, diskutere hvordan yogafilosofi kan integreres i vores daglige liv, og i særdeleshed i den fysiske āsana-praksis vi som yogalærere faciliterer. Workshoppen vil byde på både oplæg, historie, filosofi og anden præsentation af Gitte Poulsen, men det er også meningen at det skal være en fælles opgave at sætte dette ind i en ramme der giver mening i vores egen yogapraksis og vores virke som yogalærere. Vi vil her kæde klassisk og moderne yoga-filosofi sammen med moderne yoga-praksis og f.eks. komme ind på følgende:

  • Hvad kan yoga-filosofi tilbyde en moderne yogapraksis?
  • Hvordan hænger klassisk og moderne yoga-filosofi sammen?
  • Hvad er kundens behov? Hvorfor går jeres elever til yoga?
  • Kan meditation eller mytologi vikles ind i en moderne yoga-praksis på en meningsfuld måde?

På denne workshop vil vi både have fokus på hvordan vi selv kan forbedre os som yogalærere og bruge det i vores undervisning.

 

Selvom yogafilosofien nødvendigvis ikke er interessant for alle vores kursister, kan den så støtte vores undervisningsform?

Hvordan kan yogafilosofien bruges i 2021?

Er yoga teori eller praksis og hvordan kæder man dem sammen?

 

Vi skal ind på den klassiske aṣṭāṅgayoga fra Patañjali, hvordan bevidstheden er opbygget og ind på forholdet mellem moderne humanistisk/kognitiv psykologi samt ”selvhjælp og selvudvikling” og klassisk yoga filosofi. Vi skal kigge på om meditation er noget der kan undervises i, og om det i så fald giver mest mening at hente inspiration fra gamle yogatekster eller nogle af de mere nye teknikker (f.eks. TM, OSHO, Yoga Nidra). Der vil naturligvis være små oplæg om netop de pragmatiske teknikker og baggrunde for mange af de mere moderne retninger indenfor yoga, men det er vigtigt at du også har lyst til at deltage aktivt med din egen erfaring og ideer.

Obs. Workshoppen vil ikke blive optaget. 


Underviser 
Gitte Poulsen er uddannet religionshistoriker med speciale i sanskrit og yoga-traditioner. Gitte har studeret, boet og arbejdet i henholdsvis Oxford (UK), Varanasi (Indien) og Kathmandu (Nepal), hvor hun har studeret både klassisk og moderne yoga, samt sanskrit og tantriske gudindetraditioner. Ligeledes er hun Manager og Forskningsassistent ved Oxford Centre For Hindu Studies forskningskontor i Kathmandu. I sit daglige liv underviser Gitte for Oxford Centre For Hindu Studies og har sit eget firma (Devī Mahal) med fokus på formidling af indiske traditioner. Derudover har hun været med til at oversætte Light on Life af Iyengar til dansk og er medforfatter af den kommende oversættelse af Haṭhapradīpikā. Gitte er også RYT certificeret yogalærer, og er altså selv yogapraktiserende.  Gitte interesserer sig særligt for at gøre det tunge filosofiske stof tilgængeligt og anvendeligt for alle, og hendes formidling baserer sig både på hendes store viden og hendes egne erfaringer indsamlet gennem hendes mange rejser og ophold i Indien og Nepal.


Deltagerbevis 
Du vil efter kurset modtage et deltagerbevis pr. mail. 

Pris
Det koster 75 kr. at deltage på workshoppen. 

Tilmelding 
Du tilmelder dig workshoppen via dette link. 
Der er i alt plads til 20 deltagere og tilmelding foregår efter “først til mølle”-princippet. Vi åbner for tilmelding onsdag den 22. september kl. 12.00.


Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Emma-Sophie Lundø på FOF’s sekretariat på tlf.: 23 72 13 85 eller e-mail: esl@fof.dk  

Afbud 
Bliver du efter tilmelding forhindret i at deltage, bedes du skrive til Helle Dannemand og meddele dette på: info@fof.dk.  
Vi har indført et udeblivelsesgebyr på 200 kr., som du vil blive pålagt, hvis du efter tilmelding udebliver uden at meddele os det. 
 
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Emma-Sophie Lundø på esl@fof.dk eller tlf.: 23 72 13 85 
 
Vi glæder os til at se dig.