Skip to content
Hundetræning i FOF

Giv hvalpedrømmen vinger

Giv hvalpedrømmen vinger

Drømmer du om et kuld kluntede, nuttede hvalpe, der tumler rundt på din græsplæne? Så får du her alle redskaberne til at gøre drømmen til virkelighed.

Kurset tager dig med hele vejen fra de første overvejelser til eventuelle sundhedsundersøgelser, valg af hanhund, parring, fødsel og socialisering af hvalpene. Der er gode råd til, hvordan du finder de bedste hvalpekøbere og den bedste fødekasse, hvad du stiller op, når du støder på problemer, og hvordan du sikrer dig, at alt går godt for både din tæve og dine hvalpe. Mange tæveejere er usikre på, hvordan man får succes med sine hvalpeplaner og nogle gange udvikler drømmen sig til et mareridt, hvis man kommer galt af sted. Det er nemlig ikke altid helt så let med de der hvalpeplaner, som man måske skulle tro.

Du får konkrete, brugbare råd skridt for skridt gennem hele processen, så du føler dig tryg og godt klædt på og undgår de klassiske begynderfejl og fælder. Kurset tager udgangspunkt i deltagernes egne hunde, tanker og planer uanset, om man bare vil have et enkelt kuld hvalpe for hyggens skyld eller drømmer om at starte et opdræt af racehunde. Det kræver ingen særlige kundskaber at være med udover lysten til at lære og gøre sine forberedelser bedst muligt, inden man hopper ud i at få et kuld hundehvalpe.