Skip to content

COVID-19: Vi har opdateret vores corona-retningslinjer, gældende fra og med den 26. oktober. Du får direkte besked, hvis du er berørt af eventuelle ændringer i forbindelse med din undervisning.

Læs retningslinjerne her
Foredrag hos FOF København

Mandagsgæsten

En række eftermiddage i selskab med livlige gæster, der fortæller løst og fast om deres livserfaringer og interesser.

28/9 Kinafarerne

I 1700-tallet begyndte i København en indbringende handel med Kina drevet af Det Danske Asiatiske Kompagni. Hør museumsinspektør på M/S Museet for Søfart, Benjamin Asmussen, fortælle om et højdepunkt i dansk søfartshistorie ─ om alt fra sygdomme og storme, plyndrende pirater, store formuer, merkantil snilde og om kulturerne og menneskene, der mødte hinanden. Benjamin Asmussen er forfatter til bogen »Kinafarerne«.

2/11 Et liv med bøger

I anledning af 250-året for forlaget Gyldendal fortæller Johannes Riis om sit liv med bøger, om tiden på det hæderkronede forlag og menneskene, forfatterne og redaktørerne, der prægede det. Lige fra han var dreng, havde Johannes Riis vidst, at hans liv skulle have noget med bøger at gøre. Han er født i 1950, på en gård på Mors, så det lå ikke ligefrem i kortene; men efter studentereksamen begyndte han at læse litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. I 1979 blev han redaktør i Gyldendals Bogklub og i 1994 udnævnt til litterær direktør på det største forlag, Gyldendal. 

30/11 Det du ikke vil vide

I sin seneste roman »Det du ikke vil vide« vender forfatter Birgithe Kosović blikket mod sin personlige historie for at forstå sin serbiske faders vrede, og hvorfor han for syv år siden valgte at bryde kontakten med hende. Som barn af et dansk-serbisk ægteskab voksede Birgithe Kosović op i et krydsfelt mellem to slægters fortællinger. I dette foredrag tager hun os med tilbage til Danmark, som det så ud for Kosović, der voksede op på Vestegnen i 80’erne og ender som romanforfatter.

1/2 Hjertesorg

Efter fødslen af sin datter bliver præst og forfatter Anna Mejlhede grebet af den mest intense følelse af at være lykkelig og ulykkelig på samme tid ─ af glæden over barnet og frygten for at miste det. Det er en af de gange, hun er kommet på sporet af hjertesorgen som et grundvilkår i tilværelsen, som en måde at forstå livets storhed. Evnen til at forundres over livet er en drivkraft for Anna Mejlhede, som hun bl.a. har omsat i bøgerne »Livet er et mirakel« og »Undremagasinet«, skrevet i samarbejde med astrofysiker Anja Andersen. Denne eftermiddag deler Anna Mejlhede sine erfaringer med hjertesorgen, både som præst og i sit eget liv.

8/3 Landsforrædernes børn

13.521 blev dømt for landsforræderi, da den tyske besættelse var forbi i 1945. Mens retsopgøret for nationen blev afslutningen på besættelsestiden, blev det startskuddet til et liv for 27.000 – 40.000 børn i fortielse med fordømmelse og repressalier på grund af deres fædres eller mødres gerninger under krigen. Antropolog og forfatter Anne-Marie Christensen fortæller i dette foredrag om skammen og konsekvenserne for landsforræderenes børn. Blandt de mange børn, er hendes egen mor, hvis far var en dømt landsforræder, der kæmpede på tysk side under krigen i bl.a. SS Division Wiking og i Schalburgkorpset.

12/4 En naturnørds bekendelser

Fuglenørd. Naturnørd, dyredamen, hende der ikke er bange for at rode i lort, og hende der snakker virkelig meget om dyresex. I dette foredrag fortæller Vicky Knudsen, hvordan hun gik fra at være fuglenørd til besat af stort set alt i naturen, og om hvordan der under enhver haveflise findes de største eventyr. Vicky Knudsen er uddannet biolog og især kendt fra det populære tv-program »1 døgn, 2 hold, 3 dyr«. Kom med, når hun åbner ind til naturens skattekammer, og risiker at blive smittet af begejstringen.

Information

Kalender

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 28.09.2020 13:00-15:00 Stadsbiblioteket i Lyngby Benjamin Asmussen
2 Mandag 02.11.2020 13:00-15:00 Stadsbiblioteket i Lyngby Johannes Riis
3 Mandag 30.11.2020 13:00-15:00 Stadsbiblioteket i Lyngby Birgithe Kosovic
Se alle Se færre
Foredragsholder

Johannes Riis