Skip to content

COVID-19: Vi har opdateret vores corona-retningslinjer, gældende fra og med den 26. oktober. Du får direkte besked, hvis du er berørt af eventuelle ændringer i forbindelse med din undervisning.

Læs retningslinjerne her
Hensyntagende motion hos FOF København

Diagnostisk træning

Lider du af en kronisk sygdom? Få en lettere hverdag gennem målrettet motion

Lider du af et fysisk handicap, kronisk sygdom eller har du brug for at styrke kroppen efter en operation? Vi har specialhold og hensyntagende undervisning i København og hele hovedstadsområdet. Vi tilbyder specifik træning på små hold rettet mod bl.a. knogleskørhed, gigt, KOL, fibromyalgi, hjerte-kredsløb og mange andre lidelser og skavanker.

Du undervises af kompetente trænere, som enten er uddannede afspændingspædagoger eller fysioterapeuter.

Fibromyalgi-træning – få færre smerter gennem smidiggørelse af musklerne

Lider du af fibromyalgi, har du formentlig ofte smerter, når du kommer ud i yderstillinger i leddene. På et kursus tilpasset dig, der har fibromyalgi, arbejder vi med at øge kropsbevidstheden. Vi har fokus på smidighed, balance og koordination og sørger for at afspænde kroppen, inden vi laver de øvelsesforløb, som sætter dig i stand til at udnytte kroppens naturlige bevægelsesmønstre i de daglige funktioner og undgå ubehagelige stillinger for kroppen. Fibromyalgi-træning kan hjælpe dig til at finde gode arbejds- og hvilestillinger. Vi arbejder med hensyntagende øvelsesforløb, der giver dig en bedre hverdag. 

Træning for dig med slidgigt

Smerter i led og problemer med at komme ud af sengen og op af stolen er typiske symptomer på slidgigt. De kan alle forbedres på vores specialhold for slidgigt-ramte. Slidgigt er i dag den hyppigste ledsygdom og rammer bredt i befolkningen over 60 år. Fysisk træning med fokus på øget muskelstyrke omkring knæ og hofteled kan mindske disse problemer betragteligt. På disse slidgigt-træningshold laver vi øvelser, som sigter mod hensigtsmæssig brug af kroppen, styrketræning med bl.a. elastikker, vægte og bolde samt gulvøvelser. Der afsluttes med afspænding. Træning i maskiner indgår på holdene i Falkoner Fitness.

Effektiv KOL-lungetræning

Fysisk aktivitet er foruden rygestop et must, hvis man som KOL-patient vil øge sin livskvalitet. På vores små specialtræningshold laver vi øvelser tilpasset din fysiske formåen. KOL patienter har ofte en betydeligt nedsat lungefunktion. På holdene i KOL-lungetræning arbejder vi med såvel liggende som stående øvelser, der virker fremmende for kondition og muskelstyrke. Hermed letter vi vejrtrækningen. Vi vil ligeledes have fokus på træning af åndedrættet og holdningskorrektion. Ud- og afspænding indgår som del af undervisningen.

Træning for hjerte-kredsløb – lær dine grænser at kende

På træningshold i hjerte-kredsløb i Københavnsområdet forbedrer vi kredsløbet og udfordrer udholdenheden under kompetent vejledning. Efter en hjerteoperation eller en blodprop i hjertet er det af stor betydning at dyrke motion. På vores kurser i hjerte- og kredsløbstræning bruger vi stepbænke, cykler, romaskiner og gymnastik på gulv. Løbende vejledning samt evt. pulskontrol sørger for, at øvelserne er tilpasset den enkeltes formåen.

Knogleskørhed træning i København – begræns knogletabet

Motion er en af de vigtigste metoder til mindskning af knogletab. På vores træningshold med hensyntagende undervisning styrker vi muskulaturen og ryggen, så risikoen for at du pådrager dig brud mindskes. Knogleskørhedstræning omfatter afspændings- og balanceøvelser, afspænding og træning i rigtige arbejdsstillinger.  Gennem information om hvilke bevægelser, man bør undgå, får du ligeledes en øget kropsbevidsthed og dermed en større chance for at agere hensigtsmæssigt i dagligdagen.

Hvem er underviserne?

Underviserne på kurserne i vores hensyntagende hold er typisk fysioterapeuter, afspændings- eller bevægelsespædagoger og har omfattende erfaring med hensyntagende undervisning. Læs mere om underviseren på holdet.

Hvor foregår undervisningen?

Vi har hensyntagende træning i København, Lyngby og hele hovedstaden.  

Hvor kan jeg tilmelde mig kurserne i hensyntagende træning?

Herunder kan du se alle vores hold, for dig med en kronisk sygdom. Er du i tvivl om forudsætninger for deltagelse på et specialhold, eller har du andre spørgsmål til undervisning på aftenskole, er du altid velkommen til at henvende dig på tlf. 4596 0100 eller e-mail adm@fofkbh.dk.

Filtrér