Skip to content

Aftenskolen er fritaget fra kravet om coronapas, men da meget undervisning foregår hos samarbejdspartnere, kan man blive spurgt om coronapas der, og vi opfordrer derfor alle til at have passet klar.

Caféforedrag i Espergærde med FOF Nordsjælland

Caféforedrag i Espergærde

Caféforedrag i Espergærde

10/2: Poul Bundgaard
Bente Hatting Gjelten, mag.art. i teatervidenskab.
År 2022 er det 100 år siden den højtelskede sanger og skuespiller blev født. Bente Hatting Gjelten vil fortælle om kunstneren, der skabte Kjeld i Olsenbanden-filmene, sang smægtende i Farinelli og var alvorlig karakterskuespiller i Hærværk. Han nåede at medvirke i ikke mindre end i 67 film! Ikke uden grund hedder hans erindringer: ”Livet er jo skønt”.

24/2: Det er svært at spå – men ikke om fremtiden!
Asger Høeg, tidl. direktør for Experimentarium.
Historiens gang bestemmes ikke af store personligheder. Det er klimaet og den teknologiske udvikling, der styrer hvordan vi lever og begår os i forhold til hinanden. Vi skal have Asger Høegs bud på, hvad fremtiden vil bringe os.

10/3: Kunstnernes Hornbæk  
Ida Lehrmann Madsen, cand.mag. i kunsthistorie, kurator (Den Hirschsprungske Samling).
Vi kender alle historien om Skagensmalerne, men det var allerede i Hornbæk fra 1870’erne og frem, at kunstnerne for første gang samlede sig i en egentlig kunstnerkoloni. Kunstnere som P.S. Krøyer, Holger Drachmann, Viggo Johansen og L.A. Ring søgte mod Hornbæk. De bosatte sig på et tidspunkt, hvor nye strømninger i kunsten begyndte at røre på sig. Vi vil også se eksempler på nogle af guldalderens malere, som søgte inspirerende nordsjællandske motiver op gennem 1800-tallet. Vi runder af med noget så sjældent som en kvindelig kunstnerkoloni med kunstneren Astrid Holm i spidsen. Ida Lehrmann Madsen har udgivet Kunstnerkolonien i Hornbæk.

24/3: Bhutan – Tordendragens land
Ulrik Grubb, cand.mag. i samfundsfag og historie, forfatter og rejseleder.
Bhutan ligger i Himalaya og er et meget interessant land. Det er på størrelse med Danmark, men ellers meget forskelligt med en helt anden kultur, religion og historie – samt en storslået natur. I dette billedforedrag stifter vi bekendtskab med et land, som på få årtier har bevæget sig fra fuldstændig isolation til et land, der på den internationale scene er blevet kendt som landet, der satser på Brutto National Lykke. Og som tilmed er et af de få lande i verden, der takket være sine store skovarealer opsuger store mængder CO2 fra atmosfæren og på den måde mindsker den globale klimaopvarmning.

7/4: Spot en psykopat
Heidi Marie Schönberg, cand.phil og coach.
Du har sikkert hørt om psykopatiske chefer. Måske har du haft en, eller en kæreste/ægtefælle der havde psykopatiske træk. Psykopaten kan optræde i mange forskellige varianter. Men hvad vil det egentlig sige at være psykopat, og hvad vil du gøre, hvis du er så uheldig at møde en af slagsen? Du vil få svar på spørgsmål som: Hvordan genkender man en psykopat? Hvad er psykopatens karaktertræk? Hvad kommer psykopati af? Kan man ændre psykopatens adfærd? Hvilke konsekvenser kan det have at være tæt på en psykopat?