Fyrtårne fascinerer. De troner ofte på udsatte steder og advarer ikke alene søfarende om farer men fungerer også som statelige kendingstegn i landskabet.
Pharos fyrtårnet ud for Alexandria i Egypten var da også et af antikkens syv underværker sammen med blandt andet pyramiderne i Giza og Artemistemplet i Efesos.
Det 135 meter høje fyrtårn blev opført for 2.300 år siden og sendte sine stråler ud over Middelhavet i 1.600 år, inden det blev ødelagt af et jordskælv.
I 2019 var det vores eget Rubjerg Knude Fyr, der fandt vej til verdenspressen. Det var nok mere godt håndværk end et egentligt underværk, at Murer-Kjeld mesterligt reddede det populære tårn fra at styrte i Vesterhavet, da han og hans team flyttede det 700 tons tunge fyr 70 meter væk fra afgrunden i ét stykke.
Fyrtårne optræder også ofte i musik, film og litteratur i symbolsk betydning.
I dette foredrag sætter journalist og historiefortæller, Bitten Holmsgaard, lys på fyrtårnets historie med underholdende fortællinger om berømte fyrtårne i virkeligheden og i fiktionen.