Ro til at gro - mindfulness og blid yin yoga - hensyntagende
Ro til at gro” er for dig, der ønsker at skabe en omsorgsfuld kontakt til dig selv, din krop og til nuet.
Kom med på et hensyntagende hold, hvor der er plads til alt, hvad du er.
Holdene er skræddersyet til dig, der måske har oplevet eller oplever en presset periode i dit liv, hvor du har ekstra meget brug for, at hjælpe din krop, sind og nervesystem til ro og restitution. Den ro, der skal til, for at igen at kunne gro og blomstre.
På disse hold vil du blive guidet trygt gennem mindfulness-meditationer og yin yogaens virksomme stillinger. Her vil invitationen ind i mørket og stilheden være et blidt afsæt til at koble os af tanketoget og tage en pause til at fordøje indtryk og blot være og sanse vores kroppe – med accept, nysgerrighed og omsorgsfuldhed.
Modsat andre grene af yogaen med fokus på at oparbejde muskelstyrke, arbejder vi i yin yogaen mere med lange, dybe stræk og evnen til at spænde af, give slip og strække og blødgøre vores bindevæv, så vi kan skabe mere plads, fleksibilitet og velvære i vores krop.
Vi vil dyrke ”væren” fremfor ”gøren” ved hjælp af tid, tålmodighed og tillid, når vi med fuld opmærksomhed og bevidst nærvær går fra den ene stilling til den anden – altid med god tid til at lande og mærke efterklangen af de enkelte stillinger. På den måde kan vi aktivere det parasympatiske nervesystem, der støtter os i at finde ind i en tilstand for hvile, restitution og genopbygning.
Vi afslutter altid med restorative hvilestillinger, hvor du får mulighed for at finde dyb afspænding og lande og fordøje dagens indtryk.
Holdet er således særligt velegnet som modvægt til en hektisk, præsterende hverdag, eller til dig, som måske har brug for et blidt forløb ovenpå sygemelding eller behandlingstilbud, i et trygt rum sammen med andre, der nærer samme ønske om at tanke ro, næring og genetablere kontakt til sig selv og sin krop.
Holdet kræver ikke forudgående erfaring med yoga eller meditation, alle kan være med.
Praktisk information
Mød gerne op omklædt (i tøj, som du kan bevæge dig i), da vi har begrænset plads til omklædning. Medbring desuden en vandflaske – der er mulighed for at tanke vand ved vores drikkevandskøler i fællesarealet, hvor der ligeledes er gratis kaffe og the.
Vi sørger for alt det udstyr, der skal bruges i undervisningen, men du er selvfølgelig velkommen til at medbringe din egen træningsmåtte m.m.
Du kan melde dig til et hensyntagende hold, hvis du har et fysisk eller psykisk handicap, der betyder, at du ikke kan følge et af vores almindelige hold inden for det pågældende emne. Hensyntagende hold har ikke flere end syv deltagere, så du kan få individuel vejledning i forhold til de gener og skavanker, du har.
Ved tilmelding erklærer du, at du er "handicappet i forhold til emnet".