Program for højskolen 2024/2025
Klik på "Læs mere" for at se programet.
________________________________________
25. og 26. september 2024
Kaldet til kærlighed – katolsk kloster- og ordensliv i dag
v/ Malene Fenger-Grøndahl, journalist, forfatter og foredragsholder
Hvordan kan danske kvinder og mænd vælge ægteskab, familieliv og karriere fra for at vie deres liv til Gud og love at leve resten af deres liv i kyskhed, fattigdom og lydighed? Findes der en særlig frihed bag klostrets mure? Savner man som munk eller nonne noget fra sit tidligere liv? Og hvordan får man egentlig fællesskabet i et kloster til at fungere?
Malene Fenger-Grøndahl har besøgt 17 danske katolske ordensfolk – munke, nonner, brødre og søstre – i Danmark, Italien, Tyskland og Frankrig for at høre deres personlige kalds- og kærlighedshistorier. I dette foredrag fortæller hun i ord og billeder om moderne ordens- og klosterliv på godt og ondt.
________________________________________
2. og 3. oktober 2024
Ind til benet
v/ Almaz Mengesha, Socialrådgiver, forfatter og foredragsholder
Foredraget er en fortælling om at turde omfavne livet på trods, og om at komme til rette i sin egen krop. Almaz gør i sit foredrag op med perfekthedskulturen og giver sine bud på, hvordan man også kan anskue livets mange uforudsigeligheder. Det er en beretning om et liv på trods, hvor mål kan opnås og drømme udleves. Foredraget henvender sig bredt, og kan tjene til at få nye perspektiver på eget liv, skubbe til egne grænser, give indblik i Afrikansk kultur og kønsforståelse. Almaz bestræber sig på at give andre perspektiver på sit eget liv og land og efterlade tilhørerne en smule klogere efter foredraget.
________________________________________
9. og 10. oktober 2024
Plus-alderen. Hvad var det der skete, da vi passerede de 60?
v/ Flemming Rishøj, sognepræst, underviser, rejseleder og foredragsholder
Pludselig en morgen blev jeg klar over, at stive og ømme led var en del af den nye dags morgenritual.
I en svensk lægebrevkasse kunne man forleden læse følgende: ”Hvis man er i 50-erne eller ældre og vågner op om morgenen uden at der er et eller andet, der gør ondt, så er man højst sandsynlig død.”
Ak ja – der er nu intet så dejligt og beroligende, som at være ligesom de andre. Et humoristisk, tankevækkende og livsbekræftende foredrag om at acceptere livet, som værende skønt og levende – også efter de 60, og at vi selv kan gøre rigtig meget til, at vi ”lever” selvom håret et gråt og benene lidt skæve.
________________________________________
23. og 24. oktober 2024
Europas mikro-magiske lande
v/ Jan Tvernø, eventyrer og foredragsholder
Tag med på et godt gammeldags roadtrip til Europas charmerende og kontrastfyldte små stater: Luxembourg, Liechtenstein, San Marino, Monaco og Andorra. Deres store forskellighed til trods har de to ting til fælles – International succes og en dybt nedarvet identitet som selvstændige lande. Trods deres beskedne størrelse er disse små lande skjulte skatkamre fyldt med overraskende opdagelser og stolte befolkninger, som trofast værner om deres identitet, historiske berettigelse og selvstændighed.
Jeg har altid interesseret mig for geopolitik, og har altid undret mig over hvordan Europas små, men meget succesrige lande har overlevet vores kontinents mange store omvæltninger siden forrige århundredeskifte, hvor to verdenskrige og en selvstændighedsbølge mod øst har ændret Europakortet markant, hvor lande er både opstået, delt og samlet, mens andre helt er ophørt med at eksistere. På min vej fra ærkeeuropæiske Luxembourg via Disneypolerede Liechtenstein og autentiske San Marino til overglamourøse Monaco og naturskønne Andorra mødte jeg både stor mangfoldighed, generøsitet og gæstfrihed, men ikke mindst en stor vilje til at fortælle historien om identitet.
Tilsæt eksklaverne Campione (Italien), Llivia (Spanien), Rückschlag (Tyskland) samt det selvudråbte monarki Seborga med deres egen prinsesse, møntfod og forfatning, og du har ingredienserne til en krydret geopolitisk gryderet, som har simret siden Romertiden.
________________________________________
30. og 31. oktober 2024
Universet i fokus
v/ Michael Linden-Vørnle, Astronom og foredragsholder
Med store teleskoper på Jorden og satellitter og sonder i rummet forsøger vi at fravriste universet dets hemmeligheder: Er der liv i rummet? Hvordan blev universet født? Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Space, vil fortælle om de seneste resultater fra rumforskningen – herunder de projekter, hvor danske forskere er med. Det handler om jagten på planeter omkring andre stjerner end Solen, undersøgelser af universets fødsel – det såkaldte big bang – og vores udforskning af Solsystemets planeter med robotter og rumsonder.
________________________________________
6. og 7. november 2024
"Kai, Normann og jeg"
v/ Søren Peter Frøsig & Gert Jacobsen
Kai Normann Andersen var en af tidens førende danske komponister. Oprindeligt bankmand, begyndte han tidligt sin karriere som komponist og bidrog med iørefaldende melodier til film og revyer. Oplev en fortælling i ord og musik om Kai Normann Andersen, fyldt med anekdoter og mindeværdige melodier.
_______________________________________
13. og 14. november 2024
Hen hvor kirkekaffen gror
v/ Kjeld B. Nielsen, sognepræst og foredragsholder
Ti fortællinger om ti personer i kaffelandsbyen El Coyolar i Nicaragua. De fleste holder af at drikke kaffe derhjemme, i byen, på arbejde - og i kirken. Men hvor kommer vores kaffe fra? Og hvordan lever folk derude, hvor kaffen gror? Kjeld B. Nielsen har fulgt kaffelandsbyen i det nordlige Nicaragua siden 2007, hvor producenter fra landsbyen har levereret kaffe til kaffemærket "Kirkekaffe" i Danmark.I billeder og videoklip fortæller Kjeld B. Nielsen om ti personer i landsbyen og om, hvor og hvordan man dyrker kaffe.
I pausen er der smagsprøve på kaffen fra landsbyen.
________________________________________
20. og 21. november 2024
Smilets ambassadør
v/ Jesper Grønkjær, eventyrer, forfatter, tryllekunstner og samfundsdebattør
Jesper Grønkjær har gjort det til sin mission at drage ud til klodens fjerneste afkroge, for at vise at smilet er det sprog vi alle taler. Han har en særlig evne til at få folk til at åbne sig op. Han mødes med narkomaner, præster, politikere, kræftpatienter og mange andre. Hør blandt andet om hans møde med den frygtede kvindelige massemorder “Hun-Djævelen”, med 400 liv på samvittigheden. Jesper balancerer skarpt mellem humor og seriøsitet i sit møde med fremmede mennesker. Det bliver hver gang til hjertevarme samtaler, som han efterfølgende videregiver i sine bøger, foredrag og tv-dokumentarer.
I 25 år har han rejst verden rundt og samlet personlige beretninger. Han har besøgt indianere i Sydamerika, tibetanske munke i Himalaya, kannibaler på Ny Guinea, gangstere i Honduras og beduiner i Sahara. Han er nu optaget i ”Eventyrernes Klub” blandt nogle af de mest legendariske globetrottere. Foredraget er en skøn blanding af smukke fotos, unikke tv-klip, vanvittige historier. Men vigtigst af alt: der er så mange budskaber, at hans ord og holdninger bliver hængene i tankerne længe efter. Undervejs tager han bl.a. sine tilhørere med på tømmerflåde ned af Amazonfloden, ud til stammefolk i Afrika, ind bag tremmerne i Sydamerikas værste fængsler og til verdens strengeste diktaturstat Nordkorea.
Jesper ved hvad der sker, når man møder verden med smil, fremfor med skepsis. Han bliver kaldt Smilets Ambassadør og når du har hørt hans foredrag, så vil du vide hvorfor!
________________________________________
27. og 28. november 2024
H.C. Andersen og julen
v/ Kristina Junge Jørgensen, Foredragsholder, Blogger og Guide.
H.C. Andersens har gennem livet holdt jul i mange forskellige kredse. I erindringerne beretter han om julen i barndomshjemmet i Munkemøllestræde, julen hos de københavnske familier, som gæst på Basnæs herregård og juleaften sammen med danskerne i Rom. Igennem Andersens juleeventyr skal vi se på, hvordan julen og de nye traditioner repræsenteres.
________________________________________
4. og 5. december 2024
Livet som opdagelsesrejse
v/ Bitten Holmsgaard, Guide, rejseleder og foredragsholder
Når vi taler om opdagelsesrejser, tænker vi tit på de store og epokegørende. Som dengang Columbus opdagede Amerika. Eller Marco Polo, som den første europæer rejste tværs gennem Asien til Kina.
Men hvis vi er opmærksomme, består vores såkaldte almindelige liv også af store og små opdagelsesrejser. Og vi kan endda få endnu mere eventyr ind i vores hverdag med en ganske lille indsats.
På underholdende vis kommer du på ekspedition med de allerstørste opdagelsesrejsende fra verdenshistorien. Men du følger også i fodsporene på nogle af de mindre kendte.
Det hele bliver krydret med Bitten Holmsgaards egne større, mindre og lattervækkende eventyr
________________________________________
8. og 9. januar 2025
Læge i Mellemøsten gennem mere end 25 år.
v/ Jens Peder Bagger, Læge og foredragsholder
Mennesker af forskellige nationaliteter og religioner lever og arbejder i op til 50 graders varme og får det hele til at virke trods gidseltagning, krig og kriser. Det er aldrig kedeligt. Der er tale om en fortælling om folk, og hvordan man lever der. Jens Peder Bagger har f.eks. behandlet Saddam Husseins onkel, og Jens efterfølger i Bagdad blev sammen med andre danskere – inklusiv den danske ambassadør taget som gidsler inden Golfkrigen.
Jens Peder Bagger har arbejdet i Israel, Libanon, Irak, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Jens Peder har også som ung student i kort tid arbejdet i Kong Salomons kobberminer.
________________________________________
15. og 16. januar 2025
Astrid Lindgrens forunderlige univers
v/ Anne Valbjørn, foredragsholder og cand.mag.-litteraturhistorie og religionsvidenskab.
Hvis man om nogen steder kan finde tro, håb og kærlighed i et skønlitterært univers, så er det i Astrid Lindgrens forunderlige og menneskekærlige verden. Vi skal på en tur ind i forfatterens populære universer, der taler til alle aldre og rammer i alle tider. Vi skal se på forfatterens liv, på nogle af hendes mest populære figurer, undersøge hvordan hun fik inspirationen til at skabe dem, og hvad budskabet var med dem. Hvordan kan det være, Astrid Lindgren holder sig så evigt ung og populær? Og minder os om et budskab vi helst ikke må glemme, og som Den lille prins tillige minder os om: Vi skal huske at se med hjertet.
________________________________________
22. og 23. januar 2025
Kvindelige surrealister
v/ Birthe Svenstrup, Kunsthistoriker og foredragsholder
Kvindelige surrealister har spillet en betydningsfuld rolle i den europæiske kunsthistorie, selvom de ikke altid har fået samme anerkendelse som deres mandlige modparter. Den surrealistiske bevægelse i det 20. århundrede blev præget af ikoniske mandlige kunstnere som Salvador Dalí, René Magritte og Max Ernst, samt nationalt anerkendte figurer som Wilhelm Freddie.
Dette foredrag kaster lys over de ofte oversete kvindelige surrealister, der trods deres betydning i samtiden har været mindre kendte globalt set. Kunstnere som Dorothea Tanning, Leonora Carrington, Kay Sage, den danske Rita Kernn-Larsen og den verdenskendte Frida Kahlo vil blive fremhævet. Vi vil udforske deres unikke motivvalg i forhold til deres mandlige kolleger og undersøge, hvad der binder dem sammen samt deres unikke bidrag til surrealismen.
Dyk ned i deres værker og opdag de fascinerende historier bag disse kvindelige surrealisters kunstneriske skaberværk.
___________________________________
29. og 30. januar 2025
Ægyptens storhed
v/ Anne-Grethe Berg
Opdag Ægyptens storhed gennem en fascinerende dykning ned i mytologi, religion og kult, der vævede sig sammen i kongeideologien i det gamle Ægypten. Den ægyptiske kongemagt stod som et fundamentalt element i opretholdelsen af verdensordenen, der trodsede tidens tand og sikrede stabilitet i en kompleks civilisation. Gennem ritualer, ceremonier og guddommelig tilbedelse blev kongens autoritet bekræftet, og Ægyptens historie blev formet af dette enestående samspil mellem menneske og guddom.
_______________________________________
5. og 6. februar 2025
Fra Thy til Christiania
v/ Mette Kathrine, folkemusiker, folkemindesamler og fortæller.
Fra Thy til Christiania: Mette Kathrines rejse gennem 80 forskellige spillefolk. I hendes foredrag deler hun sine oplevelser med at besøge spillefolk fra Thy til Christiania og fortæller levende historier om genoplivningen af vendsysselmusik i Iowa. Hun deler ikke kun sine egne oplevelser med spillemandsmusik, men også arven af musik, som spilles videre gennem generationer. Få indblik i spændende fortællinger og musikkens magiske rejse på dette unikke foredrag.
_______________________________________
26. og 27. februar 2025
At brænde en heks
v/ Torben Brink, Sognepræst, bogsamler og filmfreak.
I første halvdel af 1600-tallet toppede hekseforfølgelserne i Danmark under Christian IV's regeringstid. På trods af et velfungerende retssamfund på den tid var det stadig udfordrende at få dømt en person som heks. En hekseanklage krævede domfældelse ved to instanser, hvilket resulterede i, at omkring halvdelen af de anklagede faktisk blev frikendt.
Hekseforfølgelserne er omgivet af mange fordomme og myter, men det er værd at undersøge, hvem der faktisk blev anklaget, og hvilke forseelser de blev dømt for.
______________________________________
5. og 6. marts 2025
Dr. Livingstone, formoder jeg?
v/ Troels Bering, sognepræst, manuskriptforfatter og tidligere Lego Master-deltager
Den berømte sætning blev udtalt af journalisten Henry Stanley, da han endelig fandt den forsvundne doktor midt i Afrikas jungle og kunne fortælle en verden, der holdt sit vejr i spænding, at Livingstone var uskadt. Livingstones eventyr formede det moderne Afrika kulturelt og politisk, som vi kender det i dag, idet han var pioner i at udforske det indre Afrika. Foredraget vil blive illustreret med rejsebilleder fra Troels Berings rejse i Livingstones fodspor gennem Østafrika.
________________________________________
12. og 13. marts 2025
Kvinde i en mandeverden
v/ Birgitte Jakobsen, politiassistent og foredragsholder
Et foredrag om livet som kvindelig politibetjent i en mandsdomineret verden, hvor kvinderne først kom i uniform og blev ansat på lige fod med mændene for knap 40 år siden. Hvordan er det at være kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads, hvor jargon og opførsel ofte er ført an af mændene.
Hvad får en kvinde til at vælge et job, hvor vold, ulykker og død ofte er en del af hverdagen? Hvordan forbereder man sig på det værste, og hvordan kommer man helt igennem som menneske på den anden side af opgaven?
Tilhørerne bliver inviteret med på en ”hverdagspatrulje”, hvor de får indblik i, hvad rigtigt politiarbejde går ud på og finder måske ud af, at det ikke helt er, som Tv-programmerne ofte udstiller det? Der fortælles levende og ærligt om både barske og sjove oplevelser fra den virkelige politiverden.
Birgitte Jakobsen er politiassistent i Østjyllands Politi, hvor hun fungerer som uddannelsesleder for de politistuderende. Hun blev ansat i politiet i 1996 og har siden da arbejdet i beredskabet, efterforskningen, personaleafdelingen, vagtcentralen og forebyggelsesafdelingen. Hun har medvirket i flere Tv-programmer bl.a. Station 2 og DR Dokumentaren ”Et splitsekund”.
________________________________________
19. og 20. marts 2025
Made in China
v/ Simon Rom Gjerø, dansk sinolog og forfatter
Tag med på en spændende rejse gennem Kina med Simon Rom Gjerø, en eventyrlysten dansk studerende, der blev forelsket i Kinas magi. I dette medrivende foredrag dykker Simon ned i sit første møde med Kina, hvor han ikke blot blev fortryllet af landets skønhed, men også fandt kærligheden i form af sin kommende kone.
Gennem fortællinger om ægteskab, blandede børn, kinesisk ægteskabsverden, og kulturelle udfordringer som spisning af hundepenis og den kontroversielle etbarnspolitik, tager Simon dig med på en rejse fyldt med spænding, overraskelser og hjerteskærende øjeblikke. Han deler ærligt om sin egen rejse gennem konens graviditet, faderskabet og den evige kamp for at forene to forskellige verdener som "tigermor" og "kattefar".
Dette foredrag er ikke blot en rejse gennem en enkelt families oplevelser, men en dybdegående udforskning af kærlighed, familie og kultur i et af verdens mest fascinerende og komplekse samfund. Lad dig inspirere og berige af Simons unikke perspektiver og erfaringer, og få et indblik i det spændende liv "Made in China".
________________________________________