FOF er Danmarks største fællesskab for folkeoplysning med kurser og aktiviteter, der bidrager til danskernes kompetencer, sundhed og livsglæde.
Siden starten i 1947 har FOF været en del af foreningslivet i stort set alle danske kommuner.
Og med 25 selvstændige FOF-foreninger, der har aktiviteter i 89 kommuner, når vi i hver dag, året rundt, ud til hundredtusindvis af danskere med folkeoplysende aktiviteter. Det er bl.a. kurser inden for sprog, motion, sundhed, IT, kreative fag, samt masser af folkeoplysende foredrag, debatter og kulturhøjskoler.
FOF har rødder i en kristelig-humanistisk kulturtradition. Det betyder, at vi arbejder for den enkelte borgers vidsyn og stræber efter at bidrage til et rigere menneske- og samfundsliv.
Som aktiv i vores organisation får du derfor stillet en række ressourcer til rådighed, der både udfordrer og styrker dit virke i den lokale FOF-forening. Du får altså ny viden og flere perspektiver ind i dit arbejde.
Som deltager i FOF’s folkeoplysende tilbud mærker du også vores ’rødder’. Bl.a. i ambitionen om at FOF-aktiviteter skal gøre dig klogere, sundere og gladere.
Samtidig er du del af et endnu større fællesskab. FOF er nemlig aktivt medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd – folkeoplysningens storfamilie - som spænder vidt fra aftenskoler, højskoler, amatørkultur til idébårne organisationer.
Det hele gøres muligt af de godt 4.000 undervisere, samt debattører og oplægsholdere, der er tilknyttet FOF. Det er dem, som uge efter uge, år efter år, skaber et inkluderende fællesskab med respekt og rummelighed – og med fokus på glæden ved at lære nyt.
Dertil kommer de lokale FOF-foreningers frivillige bestyrelser, som bidrager til at skabe folkeoplysende tilbud af høj kvalitet og relevans for lokalsamfundet.
Den løbende drift varetages af lokalt ansatte ledere og medarbejdere, som bliver understøttet af et landssekretariat. Strategi og udvikling for foreningsfællesskabet formes i henholdsvis Landsstyrelse og Landsråd.
Se alle vores foreninger her.