Er du nysgerrig på at høre mere om frimurerlogens hemmeligheder? Nu har du chancen for at komme med til et eksklusivt arrangement, hvor vi åbner dørene til Frimurerlogen ”Den Faste Borg ved Alssund” i Sønderborg.
Få et sjældent indblik i en verden præget af broderskab, åndelighed og tradition, og se de smukke lokaler.
Når du ankommer bliver du budt velkommen af logens erfarne brødre. Dernæst byder aftenen for foredrag og rundvisning. Undervejs byder logen på kaffe og kage og efterfølgende er der rig mulighed for snak og spørgsmål.
Logens Ordførende Mester Flemming Lynge Nielsen siger om logen:
"Når man ser billeder af frimureriet - de flotte og statelige bygninger og de fine mænd i kjolesæt, tænker man måske ikke, at det kan have noget at gøre med livsanskuelse og personlig udvikling.
Men det er et faktum, at de fleste, der kommer i tættere kontakt med frimureriet, anser det som livsændrende. Den ældgamle filosofi giver stor inspiration og værktøjer til at arbejde med ens personlige værdisæt, den indre refleksion og behovet for et fællesskab, der bruger tid på ”de dybere ting”.
Der er mange myter om frimureriet. Det er ikke et arrogant og eksklusivt miljø for de få, men et imødekommende og broderligt fællesskab for alle mænd. Frimurere hjælper ikke kun hinanden; de hjælper alle i nød. Den Danske Frimurerorden er ikke en hemmelig organisation, men en organisation med hemmeligheder, hvor formålet ikke er at ryge cigarer og drikke whisky i lædermøbler, men at reflektere og forbedre sig som person".
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Mandag 20.01.2025 | 19:00-21:30 | Sankt Johanneslogen | Flemming Lynge Nielsen |