Hvad sker der i hjernen, når vi lytter til og udøver musik? Og hvordan påvirkes mennesket af musik, både fysisk, følelsesmæssigt og sprogligt? Peter Vuust fortæller, med udgangspunkt i sin forskning og i sin karriere som jazzmusiker, om hvordan hjernen bearbejder musik og om forskellen på musikeres og ikke-musikeres hjerner.
Bl.a. kan hjerneforskningen sige en del om musik som biologisk fænomen. Undersøgelser er kommet til det overraskende resultat, at musik udløser reaktioner i hjernens belønningssystem. Den menneskelige hjernes belønningssystem gør at vi oplever nydelse, når vi foretager os noget, der er godt for vores overlevelse, f.eks. at spise eller have sex. Musik påvirker hjernen på samme måde, selv om musik ikke har en åbenlys værdi for vores overlevelse.
Foredraget kommer også ind på aktuelle teorier om musiks evolutionære opståen, forskellen mellem musik og sprog og om hvorvidt musikalsk træning har en afsmittende effekt på børns indlæringsevner generelt.
Til slut trækker Peter Vuust nogle perspektiver for fremtidens forskning i musik og hjerne, bl.a. nye, forskningsbaserede øvestrategier, musik som præstationsfremmer og øget brug af musik i sundhedsvæsenet.
Foredraget udbydes i samarbejde med Alzheimerforeningen, som også er vært ved en kop kaffe og bid brød i løbet af foredraget.