Skip to content
FOF Sønderjylland Kulturhuset Bispen skråfoto over bygninger i by

Fredagshøjskolen Haderslev

Fredagshøjskolen Haderslev

Her kan du i et hyggeligt fællesskab få tilfredsstillet både nysgerrighed og videbegær med inspirerende foredrag og fortællinger. Tryk på det enkelte foredrag for en nærmere beskrivelse.

Vi starter med en sang fra Højskolesangbogen. Undervejs i foredraget er der indlagt en pause.
Du kan tilmelde dig efteråret/forårets seks foredrag og en udflugt samlet eller foredragene (om eftermiddagen) enkeltvis, som det passer dig bedst. Husk, at tilmelding er nødvendig.

Foredragene afholdes i Kulturhuset Bispen i Haderslev, lok. Månen, fredage kl. 10.00-12.00 og igen kl. 13.00-15.00.

Fredagshøjskolen arrangeres delvist i samarbejde med Folkeuniversitetet.

PROGRAM FOR FORÅRET 2025:

Fredag d. 17. januar
Alsang som under besættelsen
Foredragsholdere: Kaj Schmidt-Boisen og Ole Blædel
Kaj og Ole tager publikum igennem den danske sangskat fra tiden omkring besættelsestiden, på den måde de forestiller sig, at en typisk Alsangs-aften ville have foregået på den tid.

Fredag d. 7. februar
Raketvidenskab i øjenhøjde
Foredragsholder: Michael Linden-Vørnle
I foredraget vil Michael fortælle om rakettens historie – om succeser og fiaskoer – og give en grundlæggende indføring i raketvidenskab

Fredag d. 21. februar
Nat på Atlanterhavet
Foredragsholder: Brian Kronborg
Forestil dig, at du er på et skib. Et skib, der er så stort, at du faktisk er holdt op med at tænke på det som et skib. Du har været ombord i flere dage efterhånden, og du nyder livet omgivet af familie og venner. 
Forestil dig så, at gulvet med ét forsvinder under dig. 

Fredag d. 7. marts
Europa rundt i VW
Foredragsholder: Anne Zibrandtsen
Kom og hør om, hvad der fik Anne til at købe en gammel bil, sætte den i stand, gøre den rejseklar, få styr på arbejdssituationen, om selve turen, alle de mange nye venskaber og meget mere af det, som mødte hende på hendes tur rundt i Europa.

Fredag d. 28. marts (OPTAKT TIL UDFLUGTEN)
Flensborg Fjord - en teglværksegn
Foredragsholder: Mariann Kristensen
Omkring år 1900 havde teglproduktionen ved Flensborg Fjord sin storhedstid. Det var et af de mest markante teglværksområder, og teglværkerne lå side om side. I foredraget fortælles, med udgangspunkt i Cathrinesminde Teglværk, om den teglindustri, der prægede egnen gennem mere end 200 år.

Fredag d. 11. april
Turist i Talibans tjeneste
Foredragsholder: Jan Tvernø
I dette spændingsmættede foredrag tager jeg dig med bag linjerne i et af verdens mest martrede lande med et illegitimt styre, som verden alligevel synes at acceptere.

Fredag d. 2. maj
UDFLUGT kl. ca. 9-17
Cathrinesminde Teglværk på Broagerland.