Skip to content

Interview - En bedre hverdag trods senfølger

FOF Sønderjylland Birgitte Bøge

En bedre hverdag – trods senfølger

Mange, der har været igennem et kræftforløb, lider af alvorlige senfølger – også selv om de er erklæret raske og ser sunde ud. Og mange, der har været igennem et alvorligt COVID-19-forløb, døjer stadig med alvorlige eftervirkninger. Birgitte Bøge er coach og underviser i, hvordan mennesker med senfølger kan ændre deres liv til det bedre.

Hvad er din baggrund for at undervise i, hvordan man håndterer senfølger?

Jeg er coach og har i mange år undervist i psykologi i gymnasiet. For nogle år siden fik jeg konstateret tarmkræft, og heldigvis blev jeg kureret for kræften. Udenpå ligner jeg mig selv igen. Men jeg fandt hurtigt ud af, at kemoterapien har ændret på mangt og meget. Min korttidshukommelse er blevet markant dårligere. Jeg havde pludselig også svært ved at være sammen med mange mennesker. Og jeg bliver meget hurtigere træt end før. Så glæden over at være blevet rask blev afløst af angsten for ikke at slå til. Dette var ikke holdbart, så jeg valgte at stoppe som gymnasielærer. Nu har jeg fået indrettet mit liv, så det harmonerer langt bedre med, hvad jeg magter, hvilket er dybt tilfredsstillende .Og derfor vil jeg gerne give mine erfaringer videre til andre i samme situation.

Hvad lægger du vægt på i din undervisning?

Jeg lægger vægt på, at folk får nogle helt konkrete værktøjer, som de kan bruge til at håndtere deres nye virkelighed bedre. Jeg har fundet ud af, at senfølgerne indebærer, at der er behov for at opbygge en mere struktureret hverdag. Jeg har haft utrolig stor glæde af opbygge nogle faste ritualer. Så i min undervisning vil jeg hjælpe deltagerne med at finde frem til, hvilke ændringer de kan have glæde af i deres hverdag. Og så vil jeg også komme ind på, hvordan de i højere grad kan få omgivelserne til at forstå deres nye virkelighed.

Hvorfor er der behov for at sætte fokus på omgivelserne?

Når du er ramt af senfølger, har din virkelighed forandret sig markant. Men dette er ofte usynligt for omgivelserne. De glæder sig bare på dine vegne over, at du er blevet rask. Derfor kan det være svært for familie, venner og arbejdsplads helt at forstå, at du ikke længere magter det samme som før. Og i vores kultur er vi ikke altid så gode til at sætte ord på dét, der er svært. Derfor er mange pårørende tilbøjelige til at slå det lidt hen, hvis du prøver at forklare, hvad du går og døjer med.