Skip to content

Administrationen holder ferielukket. Telefonen åbner igen onsdag d. 7. august kl. 10. Du kan tilmelde dig direkte her via hjemmesiden, men er også velkommen til at sende os en mail på sonderjylland@fof.dk. Den vil bliver besvaret hurtigst muligt, når vi er tilbage efter ferien. GOD SOMMER.

Tilmeld nyhedsbrev

Interview - Genbrug har ingen alder

FOF Sønderjylland Mette Svendsen

Genbrug har ingen alder

Interessen for at skabe sit eget tøj er støt voksende. På en række kurser hos FOF Sønderborg kan du lære, hvordan du gør det. Og det giver god mening. Du kan skabe noget, der er unikt. Du sparer penge. Og ikke mindst så gør du noget godt for klimaet. FOF har talt med foredragsholder Mette Svendsen, der giver en række konkrete bud på, hvordan vi kan skabe nogle mere bæredygtige tøjvaner.

Hvorfor er det vigtigt, at vi nedbringer vores tøjforbrug?

Tøjproduktion er én af de allerværste klimasyndere. 10 % af verdens CO2-udslip stammer fra tøjfabrikker. Og tøj er billigt. Så i vores del af verden køber vi langt mere tøj, end vi har brug for. Her i Danmark har vi et billede af, at vi er gode til det dér med klima. Men i virkelighedens verden er den enkelte danskers CO2-aftryk mere end dobbelt så højt som gennemsnittet på verdensplan. Når en dansker køber et stykke nyt tøj, bliver det gennemsnitligt kun brugt 7-8 gange. Og danskerne køber typisk mellem 26 og 48 stykker tøj hvert eneste år.

Med tanke på de store klimasyndere er det så ikke lidt lige meget, hvad vi gør hver især?

Vi må også gøre noget hver især, hvis vi skal nå det danske klimamål om at reducere CO2-forbruget med 70% inden 2030. Og det gode er, at vi faktisk kan gøre det uden at lide store afsavn. Og mange er allerede gået i gang. Flere og flere afleverer deres brugte tøj til genbrug, hvor det kan komme andre til gavn. Og der er en del butikker, der opkøber lækkert brugt modetøj, som de sælger videre til kunderne, som får topkvalitet for få penge.

Har du nogle gode råd til, hvordan vi får et mere klimavenligt tøjforbrug?

Tjek lige klædeskabet, inden du går ud og køber nyt. Beslut på forhånd hvad det er, du skal købe. Prøv at undgå impulskøb, hvor du kommer hjem med flere ting, end du havde tænkt dig. For dén type indkøb ender oftest bagerst i klædeskabet. Og når du skal købe nyt, så giv genbrugsbutikkerne en chance. Her kan vi lære meget af de unge. For dem er det naturligt med genbrug. Det bør vi andre tage til os. For genbrug har ingen alder.

Hvad synes du om, at FOF’s kurser i upcycling o.l. bliver mere og mere populære?

Det er rigtigt glædeligt, for på dén måde kan vi give tøjet nyt liv. Det betyder utrolig meget, hvis vi øger levetiden for den enkelte tøjgenstand. Samtidig er der jo en stor tilfredsstillelse i at give sit tøj et personligt udtryk. Det er jo godt for både udseendet, økonomien, klimaet og ens egen samvittighed.