Skip to content

Interview - Min praktik hos FOF giver mig selvtillid og arbejdsglæde

FOF Sønderjylland Betina

Min praktik hos FOF giver mig selvtillid og arbejdsglæde

Betina lider af kroniske smerter og er i praktik hos FOF. Praktikken er en del af et ressourceforløb, der skal afdække, hvor meget Betina kan holde til at arbejde. FOF har spurgt hende, hvordan hun oplever sit praktikophold.

Hvad arbejder du med hos FOF?

Jeg arbejder især med forefaldende sekretæropgaver. Jeg har blandt andet løst nogle arkiveringsopgaver. Jeg har skabt struktur i deres fotoarkiv og i deres historiske materialer. Og så giver jeg en hånd med, hvor der er brug for det.

Hvad synes du om at være i praktik hos FOF Sønderborg?

Jeg elsker det. Jeg har nogle rigtig søde kolleger, der er gode til at fortælle mig, at de er glade for dét, jeg hjælper med. De giver mig en anerkendelse, som virkelig betyder meget for mig. Det er gået op for mig, at jeg faktisk er god til at løse nogle opgaver, der kræver struktur og ordenssans. Nogle gange siger de på kontoret: ”Jamen, det her er da lige en rigtig Betinaopgave.” Dét er et skulderklap, som giver selvtillid og arbejdsglæde. Så selv på de dage, hvor mine smerter gør det rigtig svært for mig, har jeg lyst til at komme på arbejde. Også fordi mine kolleger har stor forståelse for, at jeg nogle dage ikke er på toppen.

Hvad kunne du godt tænke dig at arbejde med i fremtiden?

Jeg har to forskellige spor, som jeg kan se mig selv i. Jeg vil gerne have et job med forefaldende sekretærarbejde. Men jeg kan også godt se mig selv i et arbejde, hvor jeg skal pakke varer og sætte dem i system. Netop fordi jeg godt kan lide at skabe struktur og orden i tingene. Nu skal praktikken så være med til at afklare, hvor meget arbejde jeg rent fysisk kan holde til. Men under alle omstændigheder har min praktik været med til at vise mig, at jeg rent faktisk er god til noget.