Vil du gerne spise mere plantebaseret, men har du svært ved at komme i gang med at bruge råvarer, som du enten ikke er vant til at bruge i dit køkken, eller savner du inspiration til at tage springet til at grøntsager og bælgfrugter, har hovedrollen på tallerkenen, og ikke kun er tilbehør, så er dette hold lige noget for dig.
En aften med plantefars, hvor vi fremstiller et par forskellige omgange grundfars, som kan varieres i ”det uendelige”, så du har nogle gode grundopskrifter til at kunne fremstille plantebaseret mad fra bunden. Det kunne være linsedeller, bønnefyld mm.
Opskrifterne er som regel nye fra gang til gang, med enkelte undtagelser, så selvom du har været med på et tidligere hold vil der være mulighed for at hente yderligere inspiration denne gang. Opskrifterne følger så vidt muligt sæsonens råvarer.
Der vil både indgå teori og praksis i undervisningen, samt være rig mulighed for at smage på de forskellige retter, som vi frembringer. Vi spiser sammen til sidst.
Du får opskrifterne fra kurset med hjem, de er efterfølgende lige til at gå til hjemme i dit eget køkken.
Det hele foregår i det lille hyggelige køkken på Købmandsgården i Gl. Dybbøl (den tidligere Bülowskole i Sønderborg).
Materialer
Der må forventes udgifter til råvarer på ca. 50 kr. pr gang
Medbring
Forklæde, viskestykke, karklud samt din yndlingskøkkenkniv + et solidt skærebræt
Særlige hensyn:
Der er plads til at tage særlige hensyn på dette hold.
Køkkenet er indrettet med hæve-sænkeborde, der er specielle arbejdsstole med indstilling bl.a. af sæde og ryg.
Der er adgang til køkkenet via rampe og der forefindes handicaptoilet.
Har du udfordringer der gør, at du har behov for at der bliver taget særlige hensyn til dig, må du meget gerne skrive det i kommentarfeltet ved tilmelding, så kontakter underviseren dig inden holdstart for at aftale nærmere. Du vil samtidig bliver bedt om at skrive under på en hensyntagende erklæring (det er på tro og love og kræver ikke lægeerklæring).
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Torsdag 03.04.2025 | 18:00-21:00 | Købmandsgården/Bülow Sdbg. | Mette Juhl Petersen |
Oprindelig er jeg uddannet kjoleskrædder, og faglærer, indenfor beklædning. Senere er jeg uddannet folkeskolelærer og skolebibliotekar. Nu har jeg sluppet Folkeskolen og underviser bl.a senhjerneskadede voksne, udover at jeg har forskellige hold hos FOF, lige fra at være i køkkenet med inspiration til plantebaseret mad, til det at arbejde med selvforsyning i det små, både i teori og i praksis.
Jeg bor på Broagerland , hvor det, der startede som dyrkning af grønt i en almindelig lille landbohave da vi flyttede herud for 16 år siden, kom til også at omfatte en jordlod på naboens mark, og over årene har udviklet sig til at have fokus på en højere grad af selvforsyning.
Jeg er så heldig at være både kone, mor, svigermor, farmor og mormor til en voksende flok af madglade mennesker i mit liv..
Have har jeg haft, i skiftende omfang, lige siden jeg var barn.
At dyrke jorden betyder meget for mig og det er specielt nogle af de gamle frøsorter, der interesserer mig, jeg er ivrig Frøsamler i foreningen Frøsamlerne, der bevarer gamle danske sorter. Og det kan jeg så fortælle meget mere om i et par timer eller mere!
Alt det jeg dyrker ender i vores køkken, hvor der koges, syltes, henkoges, fermenteres, tørres mm. så vores husholdning er så selvforsynende som muligt, dels det er vigtigt for mig dels at vide hvad det er vi putter i munden, dels er jeg optaget af hvordan de gamle sorter igen kan finde anvendelse i en moderne husholdning. Det gælder f.eks.tørreærter og -bønner.
I køkkenet har jeg opholdt mig siden jeg var barn, hvor jeg har kigget min mormor og min mor over skuldrene. Som voksen har jeg arbejdet i forskellige køkkener, og madglæden er et vigtigt omdrejningspunkt, også når vi mødes i familien. Det er altid godt at samles omkring et måltid mad, både med nogle man kender og nogle, som man lige har mødt !
Jeg er nysgerrig af natur, og optaget af naturen, hvilket afspejles i mine fritidsinteresser, som spænder fra alt fra plantefarvning af garn med planter indsamlet på mine gåture, til læsning af faglitteratur om havebrug.
Min viden og nysgerrighed deler jeg gerne med andre, også dig, uanset om det handler om mad, have eller noget helt andet. Og det uanset om du er begynder indenfor området, eller ligeså nørdet, eller erfaren, som mig!