Her er en skøn 3-timers workshop med fokus på yoga for ryggen, hvor du giver dig selv tid til at lære noget om din egen krop og at sanse, mærke og lytte til din krop. Yogaen er et rigtig godt redskab for dig, der døjer med rygproblemer.
Døjer du med ondt i ryggen, er du langt fra alene om det. Ondt i ryggen er en af de hyppigste former for smerter, vi danskere døjer med. Således vil ca. 80% af alle danskere på et eller andet tidspunkt opleve problemer med ryggen. De fleste rygsmerter forsvinder igen efter kort tid og er ufarlige men kan alligevel være generende i et dagligt liv med mange forskellige gøremål.
Årsagerne til rygsmerter er mangfoldige og kan ikke altid bestemmes med sikkerhed. Nogle af årsagerne er fysiske, andre er psykiske. De fysiske grunde til rygproblemer kan være overbelastning, akut hold i lænden, knogleskørhed eller diskusprolaps, fx ved hårdt fysisk arbejde, for lidt bevægelse samt sport eller havearbejde, der ikke bliver udført hensigtsmæssigt. Ved smerter i nakken og den øverste del af ryggen kan det mærkes ud i armene. Ved smerter i lænderyggen kan det mærkes i benene. De psykiske grunde kan være stress, angst og træthed.
Yoga er et formidabelt redskab mod rygproblemer. På denne workshop får du mulighed for at dykke ned i yogaens verden og få redskaber, der er gavnlige for din ryg. Der vil især være tid til praksis af forskellige stillinger og øvelser, der strækker og smidiggør ryggen og hele kroppen, og finde frem til hvilke øvelser, der styrker ryggen. Du vil afprøve forskellige afspændingsøvelser og åndedrætsteknikker. Der vil være forskellige yoga-bevægelser og stillinger med udgangspunkt i Hatha Yoga og Yin Yoga. Så kan du igen få det godt med din ryg i mange år frem.
Du kan selv medbringe en yogamåtte, men du er også velkommen til at låne udstyr, der er til rådighed i lokalet på Kasernen.
Kom i løstsiddende og behageligt tøj.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Lørdag 30.11.2024 | 09:30-12:30 | FOF, Kasernen, Sønderborg | Dorthe Kruse Bille |
Jeg har dyrket yoga siden 2007 og er certificeret og uddannet yogalærer fra Collège National de Yoga, en fransk yogaskole, hvor jeg har fulgt et 4-årigt forløb svarende til 640 timer.
Da jeg fik mit diplom i 2012, dannede jeg mit eget firma ”Yogadan” samme år og har undervist i Hatha Yoga, Meditation og Yoga Nidra i en forstad til Paris frem til 2018, hvor jeg vendte tilbage til Danmark.
Jeg er en stille, rolig og hensynsfuld underviser, og der er masser af plads til stilhed, ro og fordybelse i alle mine yogatimer.
Udover min store interesse for yoga er jeg også meget begejstret for sang.
Jeg er en ivrig amatørsanger og har sunget i flere kor. I nogle år har jeg haft dét privilegium at kunne tage private sangtimer og en del kurser med en professionel operasanger og en meget alsidig sanglærer, der på fantastisk vis kunne forene sangteknik, stemmetræning, klassisk sang og mantrasang med yoga og meditation.