Jobbet som aftenskoleunderviser er sjovt og udviklende. Du får mulighed for at sætte dine kompetencer i spil og er over tid samlingspunkt for et hold mennesker, der deler din interesse. Men det kan også være et ensomt job – uden tætte kolleger at sparre med. Det gør de nu noget ved i FOF Sydjylland.
Sidste år viste en trivselsundersøgelse blandt skoleleder Brian Bøglunds 100 undervisere i FOF Sydjylland en flot, høj tilfredshedsscore.
Og så er der jo egentlig ikke mere at snakke om.
“Men det var der jo så alligevel”, fortæller Brian Bøglund.
Ca. 40 % af underviserne gav nemlig samtidig udtryk for manglende samspil, anerkendelse og relationer til deres kolleger.
“Det er en naturlig følge af vilkårene for en underviser i folkeoplysningen. Du er eneunderviser og kan stå i nogle situationer, hvor du bliver i tvivl om din undervisning. Og hvis du så mangler et kollegialt netværk, kan det føre til mistrivsel”, uddyber Brian Bøglund.
Han søgte derfor om penge fra Velliv Foreningen til et projekt, som skal udvikle en faglig og kollegial sparringskultur. Og der blev kvitteret med et stort Ja sammen med 128.000 kr. til formålet.
Alle bliver involveret
Projektet er blevet mødt med stor begejstring ikke bare blandt underviserne, men i hele organisationen. For alle vil blive involveret: ledelse, administrativt personale, internt HR-konsulent og bestyrelse.
“Trivsel og psykologisk tryghed bliver et emne for os alle sammen – det er grundlaget for et godt arbejdsliv og for livet i det hele taget”, understreger Brian Bøglund.
Sådan skaber projektet værdi
- Projektet løber over 12 måneder med start 1. september 2024.
- I løbet af denne periode lærer underviserne at bruge forskellige værktøjer til sparring og support, som bygger på psykologisk tryghed.
- De får grundlæggende viden om pædagogik og didaktik.
- De kan efterfølgende anvende den strukturerede samtaleform fra aktionslæringsmetoden i kollegial sparring.
- Og de vil kunne bruge vitaliseringspsykologiens modeller og metoder til at styrke trivslen.
Klik her og læs mere om projektet på Velliv Foreningens hjemmeside