Det er ét af de karakteristika, som kommer frem, når man sammenligner oplysningsforbundene i de 4 nordiske lande.
Og sådan en sammenligning er netop blevet lavet af Videncenter for Folkeoplysning i samarbejde med partnere fra Norge, Sverige og Finland.
De mange indsigter er samlet i en rapport på vifo.dk – og det er spændende læsning, lyder det fra FOF’s landsformand Henning Kjærgaard.
”Jeg bemærker især den stærke lokale forankring i Danmark, som hænger sammen med vores organisering i folkeoplysningen. Det vil sige, at vi har lokale aftenskoler, som udbyder aktiviteter og kurser, og at den økonomiske støtte kommer fra det kommunale niveau. Det står i kontrast til den mere centraliserede organisering og finansiering i vores naboland”, siger Henning Kjærgaard.
Inspiration på tværs af norden
Rapporten fra Vifo forholder sig neutralt til forskellene mellem de 4 lande. Formålet er ikke at rangordne, men at skabe grobund for gensidig læring og refleksion.
”Vi skal da helt klart dykke ned i rapporten og hente inspiration. Fx i forhold til, hvordan vores nordiske kolleger rækker ud til nye målgrupper og deltagere. For på tværs af landene mærker vi jo alle sammen en stærk konkurrence om borgernes opmærksomhed og fritid”, siger Henning Kjærgaard.
Vi interesserer os for mange af de samme fag
Kortlægningen viser, at vi på tværs af landene er meget glade for musiske, kreative og håndværksmæssige fag. Aktiviteter som strik, maling, keramik og træarbejde er alle steder blandt de mest udbredte fag.
Særligt for Danmark er bevægelsesfagene. De udgør en stor del af aftenskolernes aktiviteter, mens de fx i Sverige slet ikke er på programmet.
”Rapporten giver et vidensgrundlag, som vi kan tale ud fra, når vi mødes i nordiske sammenhænge. Både når det gælder udbud, organisering og økonomi”, siger Henning Kjærgaard, som også er del af repræsentantskabet i Foreningen Norden.
Du kan læse mere om rapporten på vifo.dk, hvor du også kan downloade rapporten som pdf.