Skip to content

FOF teamet holder juleferie og er tilbage igen mandag den 6. januar

Højskolesangbogen i Emanuel i Skærbæk - med syngende personer i baggrunden

Mandagshøjskolen 2025 forår

6 foredrag og 1 udflugt

Vil du blive klogere på verden og samfundet og alt det, der er omkring os? Og gør det ikke noget det er sjovt imens? Og at det giver stof til eftertanke? Og beriger dig med noget, du ikke vidste i forvejen? Ikke nødvendigvis samtidigt...

Så kom med på FOF’s Mandagshøjskole. Du skal være så hjertelig velkommen til meningsfulde mandage i godt selskab.

 

Højskoleprogrammet

Der tages forbehold for ændringer og justeringer i programmet.

Medlemskabet af Mandagshøjskolens forårssæson 2025 er personligt. Medlemskabet giver adgang til Mandagshøjskolens foredrag - og til udflugten - og kan ikke overdrages til andre.

Hent og se programmet som PDF-fil for foråret 2025.

 

20. januar

UNDER PRES - Germanernes reaktion på den romerske ekspansion
v/ Orla Madsen

Hedegård ved Ejstrupholm i Midtjylland har siden 1980’erne og 90’erne været kendt som en af Nordeuropas rigeste gravpladser fra tiden omkring Kristi fødsel. Ved siden af de ca. 200 grave lå en meget omfangsrig landsby. I 2015 opdagede Museum Midtjylland ved geofysiske undersøgelser en stor befæstet gård midt i landsbyområdet. Nye udgravninger i dette område danner sammen med de tidligere udgravede grave basis for et stort forsknings- og udgravningsprojekt: UNDER PRES, som finansieres af Kulturministeriets Forskningsfond og Augustinus Fonden, er et tæt samarbejde mellem Moesgård Museum, Museum Horsens og Museum Midtjylland. Projektet skal belyse de skandinaviske samfunds reaktion på det ekspanderende Romerrige, der underlagde enorme områder af Europa, og i det første århundrede f.Kr. kom ganske tæt på folkene deroppe.

 

3. februar

Commission Internationale de Slesvig - En sønderjysk verdensbegivenhed
v/ Paul Erik Rochler

Franske og engelske besættelsestropper i Sønderjylland i 1920.

De fleste opfatter deltagelse i fredsbevarende opgaver rundt om i verden som et fænomen, der er opstået efter 2. verdenskrig og FN’s oprettelse. De færreste - og uden for Sønderjylland næsten ingen - er klar over, at sønderjydernes tilbagevenden til Danmark i 1920 blev overvåget af en international styrke med beføjelser og opgaver, der meget ligner nutidens FN-opgaver.

Hør om de franske og engelske besættelsestropper i Sønderjylland 1920, Commission Internationale de Slesvig. I de franske alpejægerstyrker var bl.a. fire danske officerer fra Fremmedlegionen.

Danmark har siden FN’s oprettelse været en væsentlig bidragsyder til styrker ved fredsbevarende opgaver m.m. Bl.a. Kroatien, Bosnien, Libyen, Afghanistan og mange andre lande. Opgaverne har varieret fra overvågning af en våbentilstand med observatører eller egentlige styrker til indsættelse mellem de stridende parter, de senere år har vi også deltaget i direkte krigshandlinger og kampe.

De fleste opfatter dette med at deltage i disse aktioner rundt om i verden som et fænomen, der er opstået efter den 2, verdenskrig og FN’s oprettelse. De færreste - og uden for Sønderjylland næsten ingen - er klar over, at sønderjydernes tilbagevenden til Danmark i 1920 blev overvåget af en international styrke med beføjelser og opgaver, der meget ligner nutidens FN-opgaver.

Paul E. Rochler kommer bl.a. i sit foredrag ind på besættelsestroppernes ankomst til Flensborg, Sønderborg, Tønder og Aabenraa. At der i de franske Alpe jægers styrker var fire danske officerer med fra Fremmedlegionen er ikke særligt kendt og deres baggrund og opgave vil blive belyst. Desuden fortælles og vises der emblemer og medaljer i tilknytning hertil. Specielt Kong Christians X Slesvigske Errindringsmedalje af 1920.

 

17. februar

Du har kun ét liv
v/ Hanne Glasbjerg Hjulmand

Et foredrag om en kvindes utrolige motorcykelrejse til Himalaya og meningen med livet.

Træt af sit meningsløse liv i Danmark siger Hanne sit lærerjob op, for at rejse alene på en motorcykel fra Danmark til Himalaya…

”Du har kun ét liv” er et foredrag, hvor Hanne med billeder og filmklip fortæller historien om, hvordan det er at rejse alene som kvinde gennem verdens farligste egne.

Om tvivlen, der rammer, når man er faret vild i en sandstorm, og om troen, der genvindes i mødet med menneskers næstekærlighed, en historie om at finde sig selv - og meningen med livet, når man mindst venter det.

 

3. marts

Kold krig - og gasudslip
v/ Niels Jensen

Et aktuelt foredrag om Østersøen som en sikkerhedstrussel mod Danmark - og den hemmelige krig...

Danmarks beliggenhed som Østersøens Lås har gennem århundreder været - og er stadig - et sikkerhedsproblem for kongeriget Danmark. Med englænderne, nederlænderne og amerikanerne i vest - og russerne, svenskerne, hansestæderne og tyskerne i øst - ligger Danmark i en udsat position.

Niels Jensen har en fortid som taktisk efterretningsofficer i det danske forsvar og mangeårig journalist og forfatter. Med udgangspunkt i den historiske stadige trussel mod Danmark som ”dørvogter” ved de danske stræder Øresund, Storebælt og Lillebælt har han udarbejdet foredraget, der bygger på en del - hidtil hemmeligholdt - materiale fra Central Intelligence Agency, Forsvarets Efterretningstjeneste og kilder i Sverige og Baltikum.

”Danmarks skæbne er gennem tiderne nært knyttet til dets geografisk og historisk givne position, i skæringspunktet mellem den europæiske kontinent og den atlantiske verden og som 'dørvogter' ved døren mellem Østersøen og Nordsøen.” - Carl-Axel Gemzell, svensk historiker

 

17. marts

Turist i Talibans tjeneste - Ekstremismens nyttige idiot
v/ Jan Tvernø

”The Talibans are coming, put down your camera”

Det var for sent - Jan Tvernø’s afghanske fixer Hanif så nervøs ud, da manden med det viltre sorte skæg og den kraftige M16-riffel, styrede målrettet mod Jan gennem den tætte nysgerrige menneskemængde, som havde samlet sig omkring ham. Manden rakte hånden frem med et stort smil, som afslørede et usædvanligt velplejet tandsæt.

”Welcome to Afghanistan - We are happy to see you. You are under the protection of Taliban here in Fayzabad. Please tell the world how beautiful Afghanistan is. Come take my photo”. Han slap Jans hånd og de førte synkront højre hånd mod hjertet i respekt - De havde brug for hinandens velvilje, men bag facaden var foragten intakt.

Jan var i Afghanistan for anden gang på to måneder. I mellemtiden var tre spanske turister blevet likvideret af Islamisk Stats Khorasanfraktion, og der var intern strid i Taleban. Bazaren sitrede af dårlig stemning. Farerne var mange - Det var intenst.

Han var på vej til mytiske Wakhan Corridor. Den svært tilgængelige dal, seks dages ekstrem kørsel fra Kabul, i det nordlige Afghanistan i 4.000 meters højde omgivet af Pamirbjergene. Et barskt miljø, som blot 1.000 kirgisiske nomader kalder for hjem.

Han ville gå i Alexander den Stores og Marco Polos historiske fodspor, møde den sidste konge af Wakhans efterkommere og bevidne konsekvenserne af ”The Great Game” mellem Rusland og Det Britiske Imperium i 1800-tallet, før han endelig ville møde de kirgisiske nomader og få et unikt indblik i de deres udfordrende tilværelse.

I dette spændingsmættede foredrag tager Jan Tvernø dig med bag linjerne i et af verdens mest martrede lande med et illegitimt styre som verden alligevel synes at acceptere.

Du vil også opleve kvinden som underviser andre kvinder, Talebans finansminister, to forfulgte rappere, og fotografen, som stadig benytter et boxkamera på træstativ…

 

31. marts

Elvis Presley - 90 år i 2025
v/ Stig Ulrichsen

Oplev Elvis Presley - historien om rockens konge fra en af verdens førende Elvis-eksperter!

I januar 2025 kunne Elvis Presley have fejret sin 90-års fødselsdag - og hvilken bedre måde at markere det på end med et foredrag om hans fascinerende liv og karriere? Stig Ulrichsen, én af verdens populæreste Elvis-eksperter, tager os med på en rejse gennem legenden Elvis’ korte, intense og uforglemmelige liv. Med tusindvis af timers research, samtaler og interviews med folk tæt på Elvis, har Stig samlet de bedste anekdoter og indblik i Elvis' verden - både det professionelle og det personlige.

Stig Ulrichsen er forfatter til flere bøger om Elvis Presley, og hans fortællinger bliver hørt af millioner verden over. Med over 30 millioner afspilninger og et dedikeret globalt publikum bringer han Elvis’ historie til live med en unik indsigt og detaljer, kun få har adgang til.

I foredraget får vi:

  • Eksklusive fortællinger og anekdoter fra folk, der kendte Elvis personligt.
  • Klip og musik fra Elvis' største hits – og historierne bag de ikoniske sange.
  • En atmosfære, hvor Elvis' ånd næsten kan mærkes i rummet.

Tag med på denne enestående oplevelse og få et uforglemmeligt indblik i rockkongens liv og arv - fortalt af en mand, der virkelig kender historien.

 

25. april

Gavnø slot - heldagstur med park og slot

Vi får morgenmad undervejs i bussen og nyder den på vejen over Fyn og Storebæltsbroen til Gavnø Slot, der ligger på sin egen ø lidt uden for Næstved på det sydvestlige Sjælland. Her skal vi have 2 guidede rundvisninger.

En parkvandring med guide, for at se de tusindvis af tulipaner, der har ligget gemt i jorden og er begyndt at blomstre - og en historisk rundvisning på dele af slottet og slotskapellet med en af de tidligere beboere.

Vi spiser smørrebrød på cafe Tulipanen mellem de 2 rundvisninger. Der bliver også tid til selv at gå rundt i parken eller drikke en kop kaffe/te inden vi kører tilbage igen.

I prisen er inkluderet kaffe og rundstykke i bussen, samt frokost.

Vi tager forbehold for ændringer i programmet.

Se mere om udflugten her

 

Tidspunkter og ruter og indhold er vejledende og afhænger af mange ting, som først afklares, når vi er tæt på afgang.

Man skal være selvhjulpen for at kunne deltage på turen.

Information

  • Dato 20.01.2025-25.04.2025
  • Adresse Kultur- og Forsamlingshus Emanuel
    Tøndervej 38a
    6780 Skærbæk
  • Lokale Salen
  • Bemærkninger Specielt for denne sæsons Historiske højskole, er de to heldagsture - med delvis egenbetaling. Den tredje mødegang - 11. oktober 2023 - kører vi til koldkrigsmuseet Regan Vest, Hvidsten Kro og Blicheregnen. Egenbetaling for Historisk Højskoles medlemmer er kr. 795. Husk at tilmeld dig til denne tur.Den sidste mødegang - 17. april 2024 - kører vi til Friedrichsruh og Neuengamme. Egenbetaling for Historisk Højskoles medlemmer er kr. 595. Husk at tilmeld dig til denne tur.Til begge ture er deltagerantallet begrænset - efter "først-til-mølle" princippet. Evt. overskydende pladser udbydes til fuld pris.

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 20.01.2025 14:00-16:30 Kultur- og Forsamlingshus Emanuel Mads Witt
2 Mandag 03.02.2025 14:00-16:30 Kultur- og Forsamlingshus Emanuel Mads Witt
3 Mandag 17.02.2025 14:00-16:30 Kultur- og Forsamlingshus Emanuel Mads Witt
Se alle Se færre
Kursusleder

Mads Witt

Eller køb dem enkeltvis

I enkelte tilfælde, hvor det ikke giver mening at tilmelde sig hele højskoleprogrammet, kan man være heldig stadig at kunne tilmelde sig de enkelte foredrag - og måske udflugten. Vi har samlet dem til dig herunder...