Skip to content
Udsigt over Lavlandets bydel og havn

Helgoland - Ditmarsken og Büsum rejse - 3 dage

Højskole på hjul

3 dage med fokus på Helgoland - øen ude i Nordsøen, med 2 niveauer; Lavlandet og Højlandet - som vi sejler ud til fra Büsum. Büsum er den tredje største turistby på den Slesvig-Holstenske Nordsøkyst.

Rejsen er afslutningen på Historisk Højskoles forløb. Evt. restpladser kan åbnes for andre interesserede.

 

Dag 1 - Tirsdag den 14. april

Opstart ved Rødding Centret mod Büsum gennem Nordfriesland og Ditmarsken, der forbindes af Eider-dæmningen. Her gør vi et stop med en guidet rundvisning på dæmningen og spiser frokost på Udsigtspavillonen ved Eider-dæmningen.

Herfra går turen direkte til vores Hotel Bretterbude Büsum. I forbindelse med tjek-ind får vi vores kurpas. Bussen kører os derefter ind til centrum, selv om der ikke er så langt at gå. Vi har tid til at udforske byen på egen hånd inden vi får halvanden times guidet tur i Büsum - for at se og høre om fortiden, kysten, diget og nationalparken, samt fiskeriets historie.

I byen kører et lille tog, som tager os med tilbage til hotellet, når vores guidede tur er slut. På hotellet venter en 2-retters menu.

 

Dag 2 - Onsdag den 15. april

Efter vi har nydt morgenmaden, skal vi være klar til kl. 8.30, hvor en bus kører os direkte til færgen, der sejler kl. 9.30 mod Helgoland. På Helgoland sejler færgen helt ind til kajen, hvor vores bagage bliver hentet og kørt til vores hotel. Vi spadserer sammen ca. 1 km. hen til tjek-ind på hotellerne. Helgoland består af mindre bygninger, så vi bor i op til 4 forskellige bygninger i Lavlandet.

Når vi har fået vores kurpas, mødes vi alle på Franz-Schensky-Platz tæt på tjek-ind og hotellerne. Her kommer øens lille tog og henter os kl. 13.15, for at vise os Lavlandet på en ca. 45 min. rundtur. I toget bliver der fortalt på tysk om det vi kører forbi. Når vi er tilbage ved udgangspunktet, er der tid på egen hånd.

Klokken 15.00 på Franz-Schensky-Platz mødes dem, som vil med på en ca. 2 km. lang guidet gående rundtur på Højlandet med fokus på historie og geologien. Der er elevator fra Lavlandet til Højlandet - man kan også vælge at tage trappen. Turen går igennem en del af Højlands-bydelen og videre ud til øens Nordvestlige spids - ud i et naturskønt område, forbi den store Lomvi koloni til klinten ”Lange Anna” og tilbage igen.

Dem, som ikke kan eller vil med på den guidede gåtur, kan komme med et minitog, bestående af én vogn, kl. 15.15 fra Franz-Schensky-Platz. Vognen kører en anden rute op på Højlandet og igennem en del af Højlands-bydelen og næsten helt ud til Lomvi kolonierne og Lange Anna. Her mødes den kørende gruppe med den gående gruppe og dennes guide, der bl.a. fortæller om Lomvikolonien og Lange Anna. Turen fra vognens stoppested og tilbage igen er mellem 350 og 700 meter, afhængig af hvilken vej man går.

Den kørende gruppe fortsætter den planlagte køretur tilbage til udgangspunktet. Den gående gruppe fortsætter den planlagte gåtur tilbage til elevatoren. Derefter er resten af dagen på egen hånd for begge grupper, indtil vi skal spise en 3-retters menu kl. 19.00 på Hotel Rickmers Insulaner (nr. 1 på kortet over hotellerne).

 

Dag 3 - Torsdag den 16. april

Når morgenmaden er spist, tjekker vi ud. Bagagen hentes på hotellerne og køres til færgen, så den skal vi ikke tænke mere på, før den skal med ombord på færgen ved 15.30 tiden.

Kl. 10.00 er det muligt at komme med på en halvanden times byhistorisk tur med fokus på arkitekturen på øen før og efter genopbygningen efter de store bombninger. Under 2. Verdenskrig 18.-19. april 1945 blev øen næsten fuldstændig ødelagt af et engelsk luftangreb. Efter krigen, den 18. april 1947, kom det store ”Big Bang”, hvor de allierede detonerede 6.700 tons ammunition i øens underjordiske militæranlæg.

Ældre sort-hvid billede af Big Bang den 18. april 1947
Foto af "Big Bang" efter 2. Verdenskrig, den 18. april 1947.

Ønsker man ikke at deltage på denne gåtur eller turen om eftermiddagen i Civilbunkeren, er der rig mulighed for at besøge øens Museum og Bunker tunnelen i Lavlandet - eller tage en times sejltur med Katamaranen rundt om øen - eller tage rutebåden over til den anden ø og se lidt af den - eller bare gå på egen hånd og nyde det. Måske bemærker du, at det er lettere at trække vejret på øen, fordi iltniveauet er højt.

Kl. 13.00 er det muligt at komme ned at se Civilbunkeren i Højlandet. Bunkeren er i 9 etager, der er ikke elevator og der er 90 trin der forbinder de 9 etager. Bunkerturen varer ca. 90 minutter, foregår under kyndig vejledning og giver os et indblik i øens dramatiske historie i første halvdel af det 20. århundrede og dens tidlige historie. Fæstningens militærhistorie er også et emne der bliver berørt. Mange meter under jorden vil bunkerguiden give dig et indtryk i de autentiske tunneler ved hjælp af illustrationer og vil levende beskrive, hvordan Helgolænderne overlevede 2. Verdenskrig.

Senest kl. 15.30 skal vi være ved færgen, som sejler tilbage kl. 16.00. Vi får lidt at spise og drikke på vejen tilbage på færgen. Vi forventer at være i havn i Büsum ved 18.30 tiden, hvor vores bus venter på os, for at køre os tilbage til Rødding. Vi forventer at være i Rødding ca. kl. 21.30.

Vi kører turen i 4-stjernet luksusbus, sejler med MS Funny Girl til Helgoland og bor centralt.

 

Inkluderet i prisen er

  • Kørsel i 4-stjernet luksusbus m/ flystole, fodstøtter, klimaanlæg, serveringsborde, køleskab, professionel chauffør med overholdelse af køre-hviletidsregler
  • Sejltur frem og tilbage til Helgoland, inkl. frokost og aftensmad
  • Alle kendte afgifter, parkeringsafgifter, vejskatter, osv.
  • Afgift til Rejsegarantifonden - FOF Sydjylland er medlem af Rejsegarantifonden med medlemsnummer 3457
  • 2 x overnatning på hotel, inkl. morgenmad begge dage
    • Centralt hotel i Büsum tæt på Vadehavet
    • Central beliggende hotel på Helgoland i Lavlandet
  • 1. aften med 2-retters menu, ekskl. drikkevarer
  • 2. aften med 3-retters menu, ekskl. drikkevarer
  • Lavlands tur med ø-toget
  • Bunkertunnellen i Lavlandet

 

Tilvalg af frokost og guidede ture - ikke inkluderet i prisen

  • Guidet tur på Eider dæmningen - ca. kr. 50
  • Frokost på Udsigtspavillonen ved Eider dæmningen - ca. kr. 185
  • Guidet bytur i Büsum - ca. kr. 60
  • Ø-tur i Højlandet ud til Lange Anna klinten:
    • Gående - For dig der kan gå 2 km - ca. 85
    • Kørende - For dig, der ikke kan gå 2 km - ca. kr. 140
  • Byhistorisk tur - Arkitekturen på øen Helgoland før og efter genopbygningen - ca. kr. 85
  • Civilbunker tur - ca. kr. 110
  • Sejltur 1 time rundt om øen med Katamaran - ca. kr. 190

 

Vi tager forbehold for nødvendige ændringer i programmet.

Vi anbefaler at tegne en rejseforsikring der dækker rejsen.

Information

  • Dato 14.04.2026-16.04.2026
  • Adresse Rødding Centret
    Søndergyden 15
    6630 Rødding
  • Lokale Bus
  • Bemærkninger Tilmelding skal være foretaget senest den 1. februar 2026 af hensyn til hotellet. Ved tilmelding efter denne dato tages forbehold for ledigt værelse. Tilmelder du dig efter 1/2-26 bedes sende en mail, at du har tilmeldt dig rejsen, så vi straks kan finde ud af om der er ledige værelser på hotellet. Indtil 1. februar 2026 kan der betales depositum på kr. 2.000. Der betales med betalingskort ved tilmelding - eller inden 8 dage efter modtagelse af bekræftelse. Restbeløbet betales 8 uger før rejsen, sammen med eventuelle tillægskøb. Der fremsendes opkrævning på restbetaling inden betalingsfristen. Der foretages enkeltvis tilmelding - selv om man er et par, der skal dele et dobbeltværelse - fordi vi skal kende oplysningerne på hver deltager. Oplys i beskedfeltet i tilmeldingsforløbet HVEM du deler værelse med og dit pas nr. Tillæg for enkeltværelse: kr. 450. Ønsker du enkeltværelse bedes du oplyse det i beskedfeltet i tilmeldingsforløbet. Ønsker du først at betale et depositum eller fuldpris for enkeltværelse for rejsen, skal du sætte flueben i feltet "Jeg er berettiget til en anden pris end normalprisen", for senere i tilmeldingsforløbets side 2 at få den pris-mulighed. Find feltet ved siden af prisen og skift til den mulighed du ønsker. Deltagelse på turen forudsætter at man er selvhjulpen. Købet kan ikke fortrydes. Det anbefales at tegne en afbestillings- og rejseforsikring.

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 14.04.2026 08:30-20:25 Rødding Centret Ena Frandsen
2 Onsdag 15.04.2026 08:30-20:25 Rødding Centret Ena Frandsen
3 Torsdag 16.04.2026 08:30-21:45 Rødding Centret Ena Frandsen

Ena Frandsen

Hotel Bretterbude Büsum

Hotel Bretterbude Büsum