Skip to content
Tinus de Schunard drag queen

Tinus de Schunard - Maskefald

Tinus de Schunard - Maskefald

Tinus er drag queen, og hans garderobe fortæller en funklende succeshistorie. Men under de rhinstenbesatte kostumer er også fortællingen om en dreng, der var anderledes end de andre, og som altid søgte forældrenes anerkendelse uden at få den.
Et langt og turbulent liv i en ung krop danner omdrejningspunktet for denne aften, hvor Tinus fortæller sin historie. Et liv uden rødder med en muslimsk far, en kristen mor og en opvækst tynget af mobning og ufred.
En rejse mod store drømme og visioner og evnen til at finde roser blandt ukrudt. At begrave hele sin familie og finde ro i sig selv og sin kunst, er blot nogle af de emner, han vil dele med os.

Tinus besidder et mod til at skille sig ud og være mærkværdig. At stå ved den han er og kæmpe en daglig kamp for ligestilling og tolerance blandt mennesker på tværs af etnicitet, køn, seksualitet og religion. 
Han har opnået succes med sin store passion for mennesker, skønhed og underholdning og en vilje til at ville efterlade en smukkere verden end den han blev født i, har motiveret ham til at tage bladet for munden og fortælle sin historie, så den forhåbentlig kan inspirere og motivere hans publikum. 

Foredraget holdes i en humoristisk tone, på trods af de tunge emner.