Få en større forståelse for, hvad der skal til for at tage gode fotos, og bliv mere fortrolig med såvel kamera som teknikker.
På dette kursus tages der udgangspunkt i deltagernes nuværende niveau, og ønsker om at dygtiggøre sig inden for fotograferingens spændende verden.
Det henvender sig primært til begyndere og let øvede.
Kurset er baseret på digital fotografering, og optimalt udbytte opnås med et digitalt kamera. Dog er moderne smartphones så avancerede, at mange funktioner er de samme.
Vi starter med de grundlæggende begreber som er hele fundamentet for et godt fotografi. Teorien bliver suppleret med både gode og afskrækkende eksempler. Vi gennemgår de forskellige genrer inden for fotografering og hvilke muligheder og udfordringer der ligger der. Sammen udvælger vi de genrer, der er størst interesse for og fordyber os yderligere i disse. Deltagerne kommer ligeledes til at prøve kræfter med praktiske opgaver i de nærliggende omgivelser. Efterfølgende gennemgår vi de opnåede resultater, og diskuterer, hvad vi kunne have gjort anderledes.
Vi redigerer billederne i Adobe Lightroom og Topaz Sharpen AI, så de får det ekstra pift, som virkelig kan få billederne til at skille sig ud. Vi snuser også ganske kort til Adobe Photoshop og de ekstra muligheder det giver.
Når vi har lært hinanden lidt bedre at kende, vil hver enkelt deltager få mulighed for at medbringe eksempler på fotos, som man har udfordringer med eller er rigtig glad for. Så gennemgår vi teknikken bag og hvad der evt. kan gøres bedre.
Der vil også være mulighed for at få indstillet sit kamera, så det fungerer optimalt til hvert enkelt brugers behov.