Skip to content
Fransk for øvede - FOF Vest

Fransk for øvede

Fransk for øvede

Niveau 4 - øvede

Fransk for øvede er for dig, der allerede mestrer den grundlæggende grammatik og kan føre en simpel samtale på fransk, men ønsker at tage det et skridt videre med det mål for øje at kunne deltage i diskussioner om forskellige aktuelle emner. 

På Fransk for øvede forfiner vi vores kendskab til den franske grammatik, udvider vores ordforråd og styrker vores forståelse af såvel mundtlig som skriftlig fransk, men vi lægger hovedvægten på den aktive brug af sproget via diskussioner. Undervisningen foregår så vidt muligt udelukkende på fransk.

Undervisningen, der foregår hos FOF Vest i Kongensgade 70 i Esbjerg, strækker sig hver gang over 2 lektioner à 45 minutter. Halvvejs holder vi en kort pause, så vi lige kan få strakt benene og luftet hjernen lidt eventuelt over en kop kaffe eller en kop te, som der er mulighed for at trække i automaten i den hyggelige foyer café uden for undervisningslokalet.

Lidt om mig:
Jeg tror ikke, at jeg overdriver, hvis jeg siger, at jeg har lang erfaring med sprogindlæring. Ikke blot har jeg undervist i sprog i adskillige år, jeg har også selv studeret sprog i årevis både formelt på universitetsniveau og uformelt som ”udenlandsdansker” i Bruxelles, hvor jeg har tilbragt det meste af mit voksenliv. Jeg er efterhånden nået til den konklusion, at den allervigtigste forudsætning for at lære et nyt fremmedsprog er, at der på holdet er en rar og afslappet atmosfære, der giver kursisterne lyst til at deltage og mod på at kaste sig ud i det.

 

Jeg glæder mig til at se dig efter nytår. Hvis du har spørgsmål angående niveau eller indhold, er du velkommen til at kontakte mig via mine kontaktoplysninger her på holdsiden eller gennem kontorets e-mail: tilmelding@fof-vest.dk.