Skip to content

Svømning

Svømning

Velkommen til svømmeholdene hos FOF – Tryghed, kvalitet og glæde i vandet

Hos FOF skaber vi et trygt og udviklende læringsmiljø for børn i alle aldre, uanset om de lige er begyndt eller allerede har erfaring i vandet. Vi vægter både sikkerhed og vandkvalitet højt, og vores små hold giver plads til nærvær og individuel opmærksomhed.

På vores svømmehold lærer børn gennem leg, musik og kreative øvelser, der gør svømningen sjov og engagerende. Vi fokuserer på grundlæggende svømmefærdigheder, balance, vejrtrækning og fremdrift, og allerede på begynderholdene introduceres børnene til brystsvømning – en disciplin, vi ved, mange børn finder naturlig og nem at mestre.

Forældre og bedsteforældre er velkomne
Til forskel fra mange svømmeklubber er voksne velkomne både i vandet og på kanten. Det skaber tryghed for børnene og giver dem mulighed for at vise deres fremskridt frem. Vi beder dog om, at voksne holder en rolig adfærd, så undervisningen ikke forstyrres.

Vandkvalitet i fokus
For at sikre et sundt og rent miljø arbejder vi målrettet med at holde vandkvaliteten i top. Det lille bassin, som er 90 cm dybt på det laveste sted og 1,5 meter på det dybeste, giver tryghed, men stiller også krav til hygiejne og maksimalt deltagerantal. Derfor tæller forældre, der er med i vandet, som en del af deltagerne.

Med små hold, nærværende undervisning og fokus på både læring og vandglæde tilbyder FOF en svømmeoplevelse, der er unik, tryg og givende for både børn og deres forældre.

Læs om de forskellige svømmehold og niveauer her: 

  • Sildehajer – Vandtilvænning og de første svømmetag

    På Sildehajer-holdet handler det om at skabe tryghed og glæde ved vandet for de yngste svømmere. Vi starter med vandtilvænning og øver os i at puste bobler i vandet, som første skridt mod at dykke og svømme med hovedet under vand.

    Vi arbejder med grundlæggende færdigheder og teknikker til brystsvømning, crawl og rygsvømning, hvor vi bruger hjælpemidler som aquaorme og svømmeplader til at støtte udviklingen.

    Der skal være en voksen med i vandet pr. barn, som støtter og hjælper barnet med at ligge vandret i vandet, træne vendinger og opbygge både selvtillid og svømmeglæde.

    Dette hold er perfekt til børn, der er ved at tage deres første skridt mod at blive fortrolige med svømning.

  • Rødhajer – Svømmeteknik og vandglæde for let øvede

    Rødhajerne er for børn, der allerede er fortrolige med at have hovedet under vand og kan svømme, mens de kigger ned på bunden. På dette hold bygger vi videre på grundlæggende færdigheder og teknikker, samtidig med at vi styrker barnets svømmeteknik og selvtillid i vandet.

    Vi træner i at ligge vandret, afsætte, svømme og flyde. Hjælpemidler som aquaorme, svømmeplader og indimellem svømmefødder bruges til at skabe ekstra fremdrift og understøtte tekniske øvelser.

    På holdet lærer vi brystsvømning, rygsvømning, crawl og butterfly-ben, alt sammen med fokus på korrekt teknik og glæden ved at bevæge sig i vandet.

    Forældre er velkomne enten i vandet eller på kanten, alt efter barnets behov og tryghedsniveau. Dette hold er ideelt for børn, der er klar til næste skridt i deres svømmeudvikling.

  • Blåhajer – For øvede svømmere uden hjælpemidler

    Blåhajerne er for øvede børn, der kan svømme uden hjælpemidler, men som stadig ønsker at finpudse deres teknikker og opbygge styrke i vandet.

    På dette hold fokuserer vi på at mestre brystsvømning, rygsvømning, crawl og butterfly-ben. Selvom børnene svømmer uden hjælpemidler, inddrager vi redskaber som svømmefødder, aquaorme og svømmeplader til tekniske øvelser og grundfærdigheder. Svømmefødder bruges særligt til at skabe ekstra fremdrift og hjælpe med korrekt kropsposition i vandet.

    Træningen er målrettet at forbedre teknik og styrke, samtidig med at børnene opnår en endnu større sikkerhed og glæde ved at svømme. Blåhajerne er det perfekte hold for dem, der er klar til at udfordre sig selv og tage deres svømning til næste niveau.

  • Hammerhajer – For de mest øvede og langdistancesvømmere

    Hammerhajerne er for meget øvede børn, der behersker alle fire svømmestile: brystsvømning, rygsvømning, crawl og butterfly. Dette hold er ideelt for svømmere, der ønsker at styrke deres udholdenhed og forfine deres tekniske færdigheder.

    Der er ikke behov for forældre i hallen, da børnene er selvkørende og klar til at tage deres svømning til næste niveau. Træningen fokuserer på at opbygge styrke, koordination og præcision i vandet, samtidig med at børnene lærer at håndtere længere distancer med selvtillid.

    Hammerhajerne er udfordrende og inspirerende – perfekt for børn, der er klar til at blive endnu skarpere svømmere!