Fredagscafeen er et hyggeligt nærværende fællesskab, hvor du møder andre kulturinteresserede, dygtige og engagerede foredragsholdere, der fører dig rundt om mange facetter i tilværelsen: kunst, historie, etik, personlige skæbner, sang, musik, dannelse og aktuelle samfundsspørgsmål.
11/10 9. april 1940
I januar 2020 blev Facebook oversvømmet af fjendtlig propaganda fra Kina. 'Danskerne vil altid huskes for deres heroiske indsats den 9. april 1940' lød den ironiske kommentar fra kinesiske Facebook-trolde. Hvis man skal finde noget nedladende at sige om danskerne, er det ikke vikingeangreb eller korstog, man finder frem. Men 9. april 1940. Men hvad skete der de fire timer, og hvorfor overgav man sig så hurtigt, da de tyske tropper invaderede Danmark kl. 4 om morgenen den 9. april. Det skal vi høre mere om i dette foredrag, hvor vi også ser på de tyske rapporter, der fortæller om tyske soldater, der nedlægger danske tropper med jiujitsu!
Hør fortællingen om 9. april 1940 på en ny måde og hør også om de overraskende konsekvenser den triste dag fik for en dansk våbenfabrik i København. Morten Lander Andersen, cand.mag. i Historie
8/11 Indvandring til Danmark – hvordan har vi klaret den udfordring?
Der er altid kommet indvandrere til Danmark: hollændere, franskmænd, jøder, russere, polakker, tyskere, svenskere, ungarere og mange andre. Det rejser mange spørgsmål. Hvorfor kom de? Hvordan blev de modtaget? Hvordan fandt de sig til rette? Forsøgte de at blive integreret? Eller var der mange problemer forbundet med integrationen? Hvad er integration? Ja, spørgsmålene er mange, men det er værd at forsøge at besvare dem. Ole Schramm, forfatter
6/12 H.C. Andersen og julen
I dette foredrag fortælles der om H.C. Andersens forhold til julen. Han har gennem livet holdt jul i mange forskellige kredse, i erindringerne beretter han om julen i barndomshjemmet i Munkemøllestræde, julen hos de københavnske familier, som gæst på Basnæs herregård og juleaften sammen med danskerne i Rom. Andersen holdt af at skrive juledeviser og at klippe figurer til træet. Julen er også tema i flere af hans eventyr som ”Snemanden”, ”Grantræet” og ”Nissen og madammen”. 1800-tallet var en periode, hvor flere af de danske juletraditioner, som vi kender i dag, startede. Igennem Andersens juleeventyr skal vi se på, hvordan julen og de nye traditioner repræsenteres. Kristina Junge Jørgensen, cand. mag
7/2 Londons hemmeligheder
Det du ikke vidste om storbyen - som i 1700- og 1800-tallet var verdens største by. Farmaceut Erik Aksel Ejner Lindgren tager dig på en utraditionel og humoristisk byvandring gennem ”Streets of London”. Erik Aksel Ejner Lindgren, farmaceut
7/3 Kaliffen kommer
Eventyrer, forfatter og foredragsholder Jan Tvernø kommer med en spændende beretning om Syrien, kontrasternes land: De smarte caféer i Damaskus og ruinhobene i Homs og Palmyra. Mange tror at Syrien er et strengt muslimsk samfund, men 10% af befolkningen er kristne. Det er muligt at købe og drikke alkohol, besøge svinefarme og vingårde samt møde bikiniklædte kvinder på stranden. Før det arabiske forår kom turisterne i milliontal til Syrien, som var særdeles velstående. Nu er tallet ca. 3.000 turister om året, alt ligger i ruiner. Jan Tvernø, eventyrer