Skip to content
Hyggeklubben sæson 2025/2026 Udenbys deltager)

Hyggeklubben sæson 2025/2026 Udenbys deltager)

Hyggeklubben sæson 2025/2026
Hyggeklubben er et skønt sted for dig, der gerne vil møde nye mennesker og samtidig blive klogere på spændende emner. Vi byder på en hyggelig atmosfære, hvor vi sammen kan nyde en kop kaffe og et lækkert stykke kage, mens vi lytter til inspirerende foredrag.
Vores foredragsrække på Glostrup Bibliotek dækker en bred vifte af emner, lige fra videnskab og kunst til kulturhistorie og samfund. Vi inviterer både velkendte og nye talere, så der er noget for enhver smag. Og hvem ved, måske får vi også lidt røverhistorier med på vejen! Så hvis du har lyst til at udvide dine horisonter og være en del af et inkluderende fællesskab, så kom og vær med i Hyggeklubben.
Vi glæder os til at se dig!

Mandag den 6/10 Udstødt – et foredrag om Jehovas vidne
De fleste mennesker kender en smule til Jehovas Vidner og ved at ”det er dem der ringer på folks døre, ikke fejrer jul og fødselsdag og ikke vil have blodtransfusioner.” Men de færreste ved hvordan de er opstået eller hvad deres troslære handler om. I dette foredrag vil du høre Frank Flemming Jensen (som selv er tidligere Ældste) fortælle om Vagttårnsorganisationen og dens påvirkning af de 8,5 millioner Jehovas Vidner på verdensbasis, heraf 14.500 i Danmark. 
Med historier fra hans barndom og ungdom og frem til hans exit, vil Frank Flemming levende fortælle om både de positive oplevelser han har haft, men også de mere dystre og fatale konsekvenser det kan have, når man ”indvier sit liv til Jehova” og ukritisk følger hvad der står i deres blad, Vagttårnet. 
Frank Flemming Jensen, foredragsholder

Mandag den 20/10 Nord England – ”der, hvor romerne vendte”.

Et rejseforedrag om Nord England fra fortid til nutid
De kom, de så, de sejrede – romerne, og blev i landet i mere end 400 år og satte deres præg på det, et præg som man stadig kan følge, når man rejser rundt i landet.  Efter romerne kom vikingerne og plyndrede og koloniserede, og de har også sat deres spor mange steder på de britiske øer, men især i ”Danelagen” i det nordengelske område. I foredraget kommer vi tæt på disse ”fremmede” elementer, som i høj grad har sat deres kulturelle aftryk på det engelske samfund, måske især i det nordlige England, der af og til - og uretfærdigt - bliver betragtet som lidt af et udkantsområde i dagens England. 
John Gylling, foredragsholder

Mandag den 3/11 Spørg for Satan – drama og dilemmaer fra journalistens værksted

Oplev den prisvindende journalist, Kristian Sloth, når han i foredraget tager os igennem drama og dilemmaer fra journalistens værksted. Mange kender Kristian Sloths opsigtsvækkende interview med Bertel Haarder, hvor temperamentet får frit løb for rullende kamera. I foredraget bringer Kristian Sloth klip fra egne TV-udsendelser i spil, når han analyserer nogle af de dilemmaer undersøgende journalistik har bragt ham i. Vi får bl.a. fortællinger om beskyttelsen af hemmelige kilder, håndteringen af dramatiske interviews, og om hvordan han planlagde at følge fire dyretransporter langt ind i Rusland – uden at blive opdaget.
Foredraget kommer omkring dilemmaer, der udfordrer journalistens etik og moral, når historien skal vinkles hurtigt og skarpt. Hvad er god journalistik? Og hvordan beskytter journalisten sin egen integritet og faglighed under den øgede påvirkning fra sociale medier, fake news og AI (kunstig intelligens)? Hvordan overlever de ”gamle” medier i konkurrencen med sociale medier, hvor journalistikken bliver underholdning og bærer præg af overdramatiserede og sensationsprægede overskrifter – clickbait?
Hvordan påvirker denne udvikling journalistikken og – ikke mindst – demokratiet?
Kristian Sloth, journalist og foredragsholder

Mandag den 17/11 Det store øje i rummet

Selvom Danmark er et lille land, er vi alligevel både videnskabeligt og teknologisk involveret i mange internationale rummissioner og også bemandet rumfart med vores danske astronaut Andreas Mogensen, der nu har været i rummet to gange. I foredraget vil astrofysiker Michael Linden-Vørnle fortælle om nogle af de aktuelle og fremtidige missioner, hvor dansk rumforskning og rumindustri er med på banen – fra Swarm-missionen, der løfter arven efter Ørsted-satellitten, James Webb Space Telescope, som er det hidtil største rumteleskop samt missioner til Mars og Jupiter. 
Michael Linden-Vønle, cand.scient og ph.d. i astrofysik og forfatter

Mandag den 8/12 kl. 13.00 Juleafslutning

Julefrokost og julehygge

Mandag den 12/1 Heksene i kunsten 
Kunsthistoriker Sofie Bové præsenterer et spændende foredrag om heksen som motiv i vestlig billedkunst.
Fra de tidlige raderinger fra omkring 1500 udvikles et unikt kunstnerisk sprog til at fremstille heksen og den dæmoniske kvinde, som fortsat påvirker vores moderne kønsforståelse.
Sofie Bové, cand. mag i kunsthistorie

Mandag den 9/2 Det er kvinder som mig, de kalder ofre

For at belyse kærlighedens kraft, udfordringerne ved kulturforskelle og den hårde kamp mod social kontrol.  Razans rejse fra Irak til Danmark startede da hendes familie giftede hende væk som 13-årig. Hun blev mor i en ung alder, oplevede utallige udfordringer på flugt og endelig hendes integration i Danmark. 
Men gennem alt dette nægtede hun at se sig selv som et offer. I stedet fandt hun styrken til at tage sin skæbne i egen hånd, opnå uddannelse og bygge en fremtid for sig selv og sine børn. Dette foredrag vil ikke kun fortælle Razans historie men vil også inspirere og oplyse om vigtigheden af personlig styrke, vilje og mod til at overkomme alle odds.
Razan Haugaard, forfatter og foredragsholder

Mandag den 23/2 Det er svært at spå - men ikke om fremtiden!

Asger Høeg fortæller i en dialog med publikum på en medrivende og provokerende måde, hvorfor vores fremtid er så overraskende let at forudsige. Udgangspunktet er jordens dannelse for 4,8 milliarder år siden. I et rasende tempo passerer vi forbi de vigtigste klimatiske og i teknologisk sammenhæng vigtigste milepæle, der er skyld i, at vi mennesker har haft så stor en succes: Ozonlaget, Yucatan Meteoritten, istiderne, ilden, hjulet, køllen, krudtet, landbrugsteknologien, domesticeringen af husdyrene etc. Nu står mennesket ved starten af hundrede års (næsten) ufattelige forandringer af vores samfund og af os mennesker! Fremtiden er forudsigelig, fordi teknologien sidder i førersædet. Især vil Kunstig Intelligens og genteknologien ændre vores samfund i et omfang, som vi (næsten) ikke kan forestille os! ”
Asger Høeg, tidligere direktør på Experimentariet

Mandag den 9/3 Turist i Talebans tjeneste

Jan rejser gennem et uroligt Afghanistan, hvor han møder Taliban, lokale modstandsfolk og kirgisiske nomader i den mytiske Wakhan Corridor. Undervejs oplever han farerne i et land præget af interne konflikter og globale magtkampe. Foredraget giver et sjældent indblik i Afghanistans mennesker, historie og nuværende styre.
Jan Tvernø, eventyrer og foredragsholder

Mandag den 26/3 Nye humørpiller

Oplev en sjov og underholdende eftermiddag med tidligere farmaceut Erik Lindgren, der vil dele sjove øjeblikke og ordspil fra sit liv og interaktionerne med sine børnebørn. Latteren vil være uundgåelig, og du vil gå derfra med et smil på læben.
Erik Lindgren, tidligere farmaceut

Udover prisen for medlemskab skal der hver gang betales kr. 60,- til kaffe, foredrag og kage – dog kr. 140,- for julefrokost.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 06.10.2025 14:00-15:45 Glostrup Bibliotek Frank Flemming Jensen
2 Mandag 20.10.2025 14:00-15:45 Glostrup Bibliotek John Gyllinge
3 Mandag 03.11.2025 14:00-15:45 Glostrup Bibliotek Kristian Sloth
Se alle Se færre
Foredragsholder

Forskellige foredragsholdere

En dygtig foredragsholder er altafgørende for en god oplevelse. Hos FOF Københavns Omegn lægger vi stor vægt på at udvælge foredragsholdere, som er både fagligt kompetente, har noget på hjerte og formår at formidle deres stof på en måde, som fanger publikum. Denne sæson kan du glæde dig til nøje udvalgte foredragsholdere.