Skip to content
Carlsberg Byen – magien er flyttet ind

Carlsberg Byen – magien er flyttet ind

Bortset fra en enkelt byggegrund øremærket almene boliger, er Carlsberg Byen nu færdigbygget og livet flyttet ind. Ni slanke bytårne er rejst på Valby Bakke som et monument over bryggeriets gamle maltsiloer, og under sig danner mokkafarvede teglstensbyggerier, brostensklædte stræder, grønne parker og et utal af veldisponerede pladser og handelsstrøg et på en og samme tid hyggeligt og urbant økosystem med sit mylder af travle voksne, legende børn og unge studerende. 

Carlsberg Byen blev for 15 år siden kåret som verdens bedste – altså som masterplan. I dag er byen bygget færdig, målet nået og magien flyttet ind. Intet mindre! 

Vi mødes på Tapperitorvet ved Carlsberg Station og hører om Bohrs Tårn, Professionshøjskolen og koblingen til supercykelsti og omkringliggende byrum. Vi passerer J.C. Jacobsens Have og hører om De Hængende Haver, forskerboligerne og den legendariske æresbolig. Vi går forbi Mineralvandshuset, Rothe Hus og Pasteurs Tårn – Danmarks næsthøjeste boligtårn – og fortsætter til det helt nye område ved Steenstrup Hus, Nebelong Hus og Carls Tårn der grænser op til Gamle Carlsberg. 

Vi passerer Carlsberg Laboratorier og Brygmester Hus og går videre forbi Carls Villa, Dahlerups Tårn og Theodora Hus hvor vandkunst i byrum, cafémiljø og udsøgte, historiske bygninger smelter sammen til et hele.Vi ser det Grå Hus, Laura Hus og Elefantporten ved det gamle bryggeri. Vi besøger den centrale ’Bryggernes Plads’ og hører om Lagerkælder nr. 3 der nu huser et luksushotel, spabade i kælderen og en italiensk restaurant på taget. Vi går forbi de rustne masktanke ’Seksløberen’ der er bevaret som industriel kulturarv. K

amma Rahbeks romantiske have fra 1800-tallet er blevet genetableret i moderne form med åben legeplads og blotlagte rullesten fra istiden fundet i bakken. Den grønne oase er omkranset af en børnehave, Bakkehuset, Frederiksbergs ældste hus, samt de nybyggede Tuxens Tårn og Fristrups Hus. Vi passerer Scherfig Hus, Heiberg Huse, Halmlageret, Bindesbøll Hus og den historiske bydel ’Humlebyen’. Herfra runder vi Købke Hus, Krøyers Hus, Grønlunds Tårn, Kildepladsen og administrationsbygningen inden vi runder turen af på Humletorvet et stenkast fra hvor turen tog sin begyndelse. Vel mødt til en tur i denne nye og helt fantastiske bydel!

Værd at vide
Distance: Turen er på ca. 3 km og foregår i normalt gangtempo.
Varighed: 2 timer 15 minutter.

Mødested: Tapperitorvet ved Carlsberg Station.
Slutsted: Humletorvet nær Carlsberg Station (50 m fra start).

 

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Søndag 11.05.2025 11:00-13:15 Tapperitorvet ved Carlsberg Station Frederik Lindskov
Frederik Lindskov | FOF Københavns Omegn
Turleder

Frederik Lindskov

Frederik er uddannet i kunsthistorie (2001) og filosofi (2009) fra Københavns Universitet. Han har siden 2003 forstået flere og forskelligartede undervisningsforløb. Han har været billedkunstlærer på Københavns Tekniske Skole og operaguide hos Dania Rejser, og er sidenhen blevet fast foredragsholder og omviser hos FOF og i privat regi. Frederik underviser i kunst, filosofi, arkitektur og innovation og er gennem årene kommet tættere på en forståelse af, hvad en god formidlingspræstation kræver: nemlig en idé, en drejebog, grundig forberedelse, gode og spændende præsentationer og et godt og smittende humør ved selve formidlingen.