Vi mødes ved statuen af Absalon og går hen til Gammel Strand, hvor Per vil fortælle lidt om Københavns Torve, livet rundt omkring og selvfølgelig om de bramfrie Skovserkoner.
Næste stop er Naboløs. Per kommer ind på, hvordan byen så ud omkring år 1700 med dens volde og dens betydning for samtiden, og de mennesker der levede og arbejdede her. Ej at forglemme den fæle lugt, der hang over byen, med de åbne kloaker og affald, hvor det flød med alt muligt ubestemmeligt - ja i det hele taget en beskidt by, der prægede København indtil voldene faldt.
Turen fortsætter ned gennem Snaregade videre via Magstræde, forbi Vandkunsten, det var her “Støvle Katrine" boede (Christians den 7. elskerinde), men det var også her, hvor Svenskerne blev slået tilbage i 1658. Vi skal også forbi Nytorv, hvor byens Rådhus dengang stod midt på pladsen mellem Gammel og Nytorv, men som brændte i år 1728. Det var også her, byen kag, og skafot stod til skræk og advarsel for byens borgere.
Turen går videre til Caritas Springvandet, og høre om dens betydning for byen og op gennem Nørregade, hvor vi ser statuen om reformationen og taler om Vor Frue Kirke. Hvis det er muligt går vi ind i kirken og ser det smukke rum med skulpturerne udført af Bertel Thorvaldsen.
Mødested: Statuen af Absalon, Højbro Plads