Påskeomvisning i Bjørn Wiinblads Eventyrlige Blå Hus
Kom med på en af de eftertragtede omvisninger i Bjørn Wiinblads kunstnerhjem, Det Blå Hus, som denne gang er påskepyntet i al sin pragt. Huset står urørt efter Wiinblads død i 2006 og er kendt for sin magiske atmosfære og kreative indretning.
På omvisningen bliver du guidet rundt af husets daglige leder, René Schultz, som var tæt på Bjørn Wiinblad og vil dele personlige historier og oplevelser fra Wiinblads fantastiske liv. Du får adgang til både hans private bolig og atelier, som står præcis, som han efterlod det.
I dette eventyrlige hjem kan du opleve Bjørn Wiinblads egne værker samt hans imponerende internationale kunstsamling fra hele verden. Wiinblads passion for kunst, bøger og musik har spillet en stor rolle i hans arbejde, og du vil få et indblik i, hvordan disse elementer inspirerede ham.
Husets indretning og kunstsamling afslører en stor kærlighed til det orientalske. Det Blå Hus er indrettet som Aladdins hule, og du kan glæde dig til masser af visuelle oplevelser i det 700 kvadratmeter store hjem. Kom med til en helt særlig påskeomvisning fyldt med historie, kunst og en uforglemmelig atmosfære! Mødested: Bjørn Wiinblads Vej 5