Har du lyst til at være kreativ i din fritid og prøve at lave dit eget keramik, er dette hold helt sikkert noget for dig. Alle mellem 9 og 15 år kan være med uanset niveau og holdene er for både drenge og piger.
I kommer igennem flere forskellige grundlæggende teknikker og lærer håndværket fra bunden. Vi skal håndmodellere, lave plade teknik, prøve at dreje og lære forskellige dekorations teknikker. Du kan fx lave kopper, skåle, vaser, lave sjove skulpturer eller små fine smykker. Her er plads til alles ideer.
Der vil være små inspirerende opgaver, der bringer os omkring lerets mange muligheder, hvor kun fantasien sætter grænser. Vi skal fordybe os, lave smukke ting og hygge med te i håndlavede kopper.
Vær opmærksom på at når dette hold slutter, starter et nyt, som du med fordel kan fortsætte på. Tag praktisk tøj på og medbring gerne et forklæde.