Skip to content
Kulturhøjskolen

Kulturhøjskolen

Kulturhøjskolen forår 2025
Træd ind i en verden af udforskning og fordybelse på vores populære Kulturhøjskole, hvor vi præsenterer en perlerække af inspirerende foredrag ledet af landets absolut bedste foredragsholdere. Vi inviterer dig til at deltage i en intellektuel rejse, hvor du vil opdage nye perspektiver, få indsigt og beriges med viden.

Vores foredragsholdere er eksperter inden for deres felt og vil lede dig gennem spændende emner inden for videnskab, teknologi, filosofi og kunst. Du vil få mulighed for at fordybe dig i de nyeste videnskabelige opdagelser og udforske nogle af livets store spørgsmål.

Tag med os på denne unikke rejse, hvor du vil blive beriget, udfordret og inspireret. Uanset om du er en passioneret kulturarbejder, en nysgerrig sjæl eller en eventyrlysten akademiker, vil vores perlerække af foredrag tilbyde dig en oplevelse, der vil berige dit sind og forandre din måde at se verden på. Velkommen til Kulturhøjskolen – hvor viden møder inspiration.

14/1 Spørg for satan – fra journalistens værksted
I en tid med sociale medier, fake news og clickbaits, undersøger jeg journalistikkens udfordringer og de etiske dilemmaer, der opstår, når man laver TV-indslag. Gennem egne erfaringer fra 25 år som DR-journalist fortæller jeg om de vanskeligheder, man som undersøgende journalist kan møde, fra beskyttelse af kilder til håndtering af tvivlsom dokumentation og politiske konsekvenser. Jeg deler indsigt i, hvordan historier bliver skabt under tidspres og den konstante jagt på den næste store nyhed.
Kristian Sloth, journalist

21/1 Rumvejr – når Solen går amok

Solen er vores nærmeste stjerne og det er dens energi, der gør det muligt for livet at eksistere. Som andre stjerner er Solen dog også aktiv og skaber fra tid til anden voldsomme udbrud. Det giver anledning til smukt nordlys, men kan også skabe forstyrrelser i elforsyning, radiokommunikation mm. I foredraget vil Michael fortælle om rumvejret, der på godt og ondt styres af Solens aktivitet.
Michael Linden-Vørnle, astrofysiker

28/1 I fængsel i Iran

Adam sad i isolationsfængsel i Iran, da han rejste i den østlige del af landet for at lave research. Uvisheden er spændende. Uvisheden er skræmmende og utryg. I uvisheden findes en mørk og dyster fremtid, eller fremtider. Uvisheden udsulter håbet. Uvisheden skal holdes i skak, slås ned, efterlades som taber, ensom og svag. Jeg skal være stærk. Hvor længe skal jeg leve i denne virkelighed? Der er en tidligere fange, der har sat 29 streger. Jeg ved måske, at min fremtid i denne celle ikke varer ved. Men hvad udskiftes nutiden med? Hvad er det værste de kan gøre ved mig? Hvad hvis de dømmer mig for spionage? Hvis jeg bliver dømt som fjende af den Iranske Republik? Mon de vil statuere et eksempel og bruge mig som en brik i et større politisk spil, hvor jeg ingen indflydelse har på spillerne og deres træk? Hvor min nåde er i andres hænder. Ukendte hænder? Har de dødsstraf i Iran? Ja! Uvisheden er ikke spændende. Adam fortæller hvorfor han blev anholdt og frigivet.
Adam Jacobi, forfatter

4/2 Made in China - ægteskab og blandede børn i Riget i Midten

På trods af 25 års Kinaerfaring havde Simon Gjerø ingen anelse om, hvad han kunne forvente, da hans kone, Fu, blev gravid.
Med udgangspunkt i bogen fortæller Simon om sin rejse fra sit første møde med Kina som en ung eventyrlysten studerende i Sichuan-provinsen dybt i Kinas indre, hvor han mødte sin fremtidige kone, til den kinesiske ægteskabsverden, spisning af hundepenis, graviditet, faderskab og etbarnspolitik samt altid at forsøge at slå bro mellem “tigermor” og “kattefar”, og to meget forskellige kulturer og baggrunde.
Kina udvikler sig med lysets hast, men under overfladen spiller ældgamle skikke, traditioner og overtro stadig en meget vigtig rolle i de fleste menneskers hverdag - det gælder især, når det kommer til graviditet og det at få børn.
Foredraget tager udgangspunkt i bogen Made in China: A Memoir of Marriage and Mixed Babies in the Middle Kingdom, der er en fantastisk og humoristisk fortælling, der afslører Simons kærlighed til et land fuld af modsætninger og absurditeter. Foredraget indeholder et væld af oplysninger om at blive forældre i Kina med svar på spørgsmål om moderkage-spisning, bukser med hul i, penge under bordet i børnehaven, omgang med svigerforældre og overdimensionerede bamseoveralls.
Simon Gjerø, lektor i kinesisk og historie

11/2 ”Demokratiet og retsstaten er truet efter det amerikanske præsidentvalg” 

Foredraget er en analyse baseret på foredragsholderens rundrejser i USA. Udgangspunktet er USA´s nye politiske virkelighed i et land, hvor et flertal af vælgerne støtter og har valgt Donald Trump som præsident, selvom han for et stort mindretal i den amerikanske befolkning og i europæisk og dansk målestok er en trussel mod demokratiet og retsstaten. Det er ikke bare en trussel i USA! Nej, Donald Trump angriber demokratiets væsen og retsstaten som demokratiets juridiske fundament indefra, og dette angreb i USA vil også få store konsekvenser for Europa og for Danmark. Foredragsholderen viser en række videoer og billeder og reflekterer over lighedspunkter mellem dagens politik i USA og i Danmark. Alting er større i USA i sammenligning med Danmark. Kan vi genfinde synlige politiske fænomener fra stormagten USA i lille Danmark?
Steen Ole Hedelund Jørgensen, journalist

25/2 Drømmen om toppen

I dette foredrag tager Jacob Klaris-Jensen publikum med på en lille håndfuld af sine mest spændende og spektakulære bjergture og ekspeditioner. Der er garanti for eventyr, når man som Jacob, ynder at rejse til nogle af Klodens mest isolerede og høje egne. For ofte viser det sig, at det er rejsen derud til bjergene, samt mødet med de fremmede kulturer, som oftest skaber dynamik og eventyret. For eventyret lever i bedste velgående derude, hvor den sidste turistbus for længst er vendt om.
Jacob Klaris-Jensen er bjergbestiger, eventyrer, iværksætter samt en meget levende og rutineret oplægs- og foredragsholder. Jacob er uddannet lærer, og aktiv med eget firma, som arbejder med kurser, events og teamudvikling indenfor områderne "friluftsliv, udvikling og læring". Jacob har en udpræget passion for bjerge og rejser til fjerne isolerede egne, og Jacobs store hang til ekspeditionsliv og eventyr har ført ham på utallige rejser og ekspeditioner rundt omkring på fjerntliggende kontinenter.
Jacob Klaris-Jensen tager i ”DRØMMEN OM TOPPEN” udgangspunkt i nogle spændende udvalgte og meget forskellige historier fra sine eventyr og ekspeditioner, som alle er krydret med fantastiske billeder og små anekdoter.
Som altid vil Jacobs foredrag være kendetegnende ved humor og masser af energi.
Jacob Klaris-Jensen, eventyrer

4/3 En blaffers bekendelser

Hvad har en russisk-ortodoks præst, en tidligere nynazist og en konspirationsteoretiker til fælles? Kom og hør svaret, når Mads Thorning Pedersen, mangeårig blaffer og eventyrer under overskriften "Af en blaffers bekendelser" fortæller om sine mange blafferrejser i ind- og udland.
Mads Thorning Pedersen, foredragsholder

11/3 Turist i Talebans tjeneste

Det var for sent – Min afghanske fixer Hanif så nervøs ud, da manden med det viltre sorte skæg og den kraftige M16-riffel, styrede målrettet mod mig gennem den tætte nysgerrige menneskemængde, som havde samlet sig omkring mig. Han rakte hånden frem med et stort smil, som afslørede et usædvanligt velplejet tandsæt. ”Welcome to Afghanistan – We are happy to see you. You are under the protection of Taliban here in Fayzabad. Please tell the world how beautiful Afghanistan is. Come take my photo”. Han slap min hånd og vi førte synkront højre hånd mod hjertet i respekt – Vi havde brug for hinandens velvilje, men bag facaden var den gensidige foragt intakt.
Jeg var i Afghanistan for anden gang på to måneder. I mellemtiden var tre spanske turister blevet likvideret af Islamisk Stats Khorasanfraktion, og der var intern strid i Taleban. Bazaren sitrede af dårlig stemning. Farerne var mange – Det var intenst.
Jeg var på vej til mytiske Wakhan Corridor. Den svært tilgængelige dal, seks dages ekstrem kørsel fra Kabul, i det nordlige Afghanistan i 4.000 meters højde omgivet af Pamirbjergene. Et barskt miljø, som blot 1.000 kirgisiske nomader kalder for hjem.
Jeg ville gå i Alexander den Stores og Marco Polos historiske fodspor, møde den sidste konge af Wakhans efterkommere og bevidne konsekvenserne af ”The Great Game” mellem Rusland og Det Britiske Imperium i 1800-tallet, før jeg endelig ville møde de kirgisiske nomader og få et unikt indblik i de deres udfordrende tilværelse.
I dette spændingsmættede foredrag tager jeg dig med bag linjerne i et af verdens mest martrede lande med et illegitimt styre, som verden alligevel synes at acceptere.
Du vil også møde kvinden som underviser andre kvinder, Talebans finansminister, to forfulgte rappere, og fotografen, som stadig benytter et boxkamera på træstativ.
Jan Tvernøe, eventyrer

18/3 Portræt af CO2

Du har sikkert hørt en masse om CO2's onde sider. Men er du klar over, at CO2 også har gode sider? At CO2 faktisk er en forudsætning for alt liv på kloden? DEN GODE SIDE ER, at var der ikke CO2 i atmosfæren, var Jorden en gold, livløs og dybfrossen planet. CO2 holder på varmen som om Jorden lå i et drivhus. Desuden lever plantelivet af CO2. Til gengæld udskiller planterne ilt, som er helt nødvendigt for mennesker og dyrs liv. DEN ONDE SIDE er fremkaldt af menneskelig aktivitet. Industri, transport, bygninger og landbrug udleder så meget CO2, at denne luftart - sammen med metan og lattergas - belaster klimaet ud over naturens kapacitet. DEN GRUSOMME SIDE af CO2 er, at de nuværende mængder af CO2 i atmosfæren i nær fremtid er i stand til at ødelægge - i værste fald udslette - hele befolkninger og lande.
I dette engagerende foredrag dykker vi ned i klima og CO2-udledning og opdager, at vi nemt kan reducere vores egen CO2-udledning. Hver dansker udleder 13 ton CO2, og danskerne hører til blandt de befolkninger i verden, der udleder allermest CO2. Du vil opdage at din indsats for at spare CO2 ikke kun gavner vores planet – det giver også en økonomisk gevinst. Sparet CO2 betyder nemlig sparede kroner og øre i husholdningsbudgettet.
Leif Sønderberg, bæredygtighedsekspert, cand.scient

25/3 Kunstens motiver og symboler

Hvad betyder en vej og en skillevej? Hvilken betydning kan man lægge i et vinterbillede og et blomstermaleri? Hvad står duen og enhjørningen for? Oplever du undertiden at komme til kort over for et kunstværk? Du kan måske nok læse titlen og se, hvad billedet forestiller, men hvad der egentlig foregår, hvem figurerne er, hvorfor lige de genstande optræder, og hvad billedets dybere betydning er, er lukket land. Et kunstværk er en række meddelelser, men det kræver ofte kendskab til mange kilder at kunne aflæse disse, fx litterære kilder, historiske begivenheder og en bestillers særlige interesser. Foredraget letter vejen til kunstens indhold og dybere betydningslag ved at introducere til nogle af kunstens mest brugte motiver og symboler. 
Mathilde Teglgaard Nielsen, kunsthistoriker

1/4 Tordenskiold – fup og fakta 

Et foredrag om søhelten Peter Wessel Tordenskiold, som alle synes at kende. Men mange af de kendteste historier er ikke helt sande. Til gengæld er de sande historier om den usædvanlige unge fyr fra Trondheim, endnu vildere og forunderlige. De er bare sjovt nok aldrig blevet kendte. Men virkeligheden overgår ofte fantasien – og det er tilfældet med historien om en af de mest berømte søhelte i den dansk-norske historie. Få et underholdende og fascinerende indblik i en mærkværdig fortid og om en bemærkelsesværdig person. Foredraget bygger på bogen: "På tur i Tordenskiolds København", udgivet på forlaget Frydenlund i 2020.
Morten Lander Andersen, cand.mag. i historie

Der tages forbehold for ændringer! 
Værtinde: Inge-Lise Wie



Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 14.01.2025 10:00-12:00 Taastrup Kulturcenter Kristian Sloth
2 Tirsdag 21.01.2025 10:00-12:00 Taastrup Kulturcenter Michael Linden-Vørnle
3 Tirsdag 28.01.2025 10:00-12:00 Taastrup Kulturcenter Adam Jacobi
Se alle Se færre
Foredragsholder

Forskellige foredragsholdere

En dygtig foredragsholder er altafgørende for en god oplevelse. Hos FOF Københavns Omegn lægger vi stor vægt på at udvælge foredragsholdere, som er både fagligt kompetente, har noget på hjerte og formår at formidle deres stof på en måde, som fanger publikum. Denne sæson kan du glæde dig til nøje udvalgte foredragsholdere.