For 154 år siden indviede man efter flere års tilløb endelig den nye, store fattigkirkegård ude på landet.
Her i grænselandet mellem Valby, Vesterbro og Kongens Enghave var der rigelig plads. Ret hurtigt blev det den mest benyttede københavnske kirkegård, både socialdemokratiske notabiliteter, digtere, kunstnere og helt almindelige arbejdere blev stedt til hvile på det, der med tiden udviklede sig til en af Europas største begravelsespladser.
Kom med på en tur rundt i halvandet århundredes københavnsk kulturhistorie og mød bl.a. en visionær skolelærer, et ditto postbud, en fuld svensker, en ulykkeligt forelsket svensker og en masse andre af de mange hundrede spændende skæbner og fascinerende historier.
Mødested: Hovedindgangen for enden af Vestre Kirkegårds Allé, tæt ved Carlsberg Station
Endestation: tyskergravene i det sydvestlige hjørne tæt ved Sjælør Station.