Skip to content

Guidet svampetur i Ulvshaleskoven

Naturen er et tag-selv-bord af lækre spisesvampe, og Møn er et sandt svampemekka!
Det gælder særligt Ulvshaleskoven, der er udlagt til urørt skov af hensyn til plante- og dyrelivet. Urørt skov betyder blandt andet, at gamle og døde træer får lov til at blive liggende og rådne i skovbunden. Det nyder især svampene godt af.

Vi mødes ved Ulvshale Naturcenter, hvor svampeguide Marianne Bendixen vil give en introduktion til Ulvshaleområdet og til svampenes forunderlige verden. Og allervigtigst hvordan man kan genkende og bruge de spiselige af slagsen. 

Herefter sætter jagten ind!

Vi slutter turen af med at artsbestemme vores svampefund over en forfriskning og en medbragt mad. 

Medbring gerne en lille kniv, en kurv med hank, en vandflaske, en madpakke, fornuftigt fodtøj og passende påklædning efter vejret. 

Turen er egnet for deltagere fra 8 år og opefter. Den er tilrettelagt, så nybegyndere også kan være med. Så erfarne svampejægere må være forberedt på at blive præsenteret for basisviden. Du skal have ca. 5-8 km i benene, men vi går i roligt tempo og holder pauser undervejs.

Max. 12 deltagere. Pladserne reserveres efter 'først-til-mølle-princippet'

OBS: Hunde må ikke medbringes af hensyn til de øvrige deltagere.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Søndag 22.09.2024 10:00-14:00 Ulvshale Naturcenter Marianne Bendixen
Underviser

Marianne Bendixen

Jeg er uddannet arkitekt,  og finansierede mine studier ved at arbejde som kok og kogekone. Min interesse for svampejagten tager afsæt i kombinationen af det kulinariske og glæden ved at vandre i naturen.

Min begejstring for de spiselige svampe blev første gang tændt, da jeg som ung fandt tragtkantareller i Rold Skov sammen med min tante fra Læsø. Siden da har jeg løbende udvidet mit kendskab til de spiselige svampearter ved at dyrke jagten med venner og familie på ture i både Danmark og Sverige. For svampekendskab tilegner man sig bedst ved ’mesterlære’ på ture med erfarne svampejægere.