Tag med på en hyggelig og lærerig sanketur ved Sorgenfri nær Lyngby med biolog og vild mad ekspert Klara Rask. Naturen i Danmark bugner med vild mad med stor diversitet og spændende smage, som bare venter på at blive udforsket. Området ved bredden af Lyngby Sø er et nærmest urskovsagtigt område med mange småsøer og forskellige naturtyper.
Her kan man blandt andet finde Skovsyre, Ramsløg, Løgkarse og skovmærke. Mens vi går fortæller Klara om de forskellige urter, hvordan de genkendes, om giftige forvekslingsmuligheder, og om hvordan man kan bruge de vilde urter i køkkenet.
Sanketure for familier er ture som er særligt tilpasset børnefamilier. Man er selvfølgelig også mere end velkommen uden børn, men turene er særligt egnet til børnetempo og klapvogn, så alle kan følge med.
Medbring kurv, urtekniv, handsker og beholdere til indsamling. Udflugten gennemføres uanset vejret, så husk passende påklædning.