Skip to content
Foredrag og koncerter i FOF

Kulturhøjskole forår 2025

Kulturhøjskole forår 2025

For dig, der er interesseret i kultur og samfundsforhold. I et hyggeligt fællesskab møder du foredragsholdere, der fører dig rundt om mange facetter af tilværelsen: Historie, etik, personlige skæbner, sang, musik, dannelse og aktuelle samfundsspørgsmål. Vi mødes 5 gange i løbet af efteråret, hvor der uddybes og belyses emner, som er meningsfulde for vores liv.

Foredrag:

Christian Friis - Drømmen om Amerika – den danske udvandring til USA
I årene fra 1860 til udbruddet af 1. Verdenskrig udvandrede en ud af ti danskere. Langt størstedelen søgte lykken i Amerika. Hvad rejste de væk fra? Hvad håbede de at finde? Hvordan blev deres nye tilværelse i det fremmede efter ankomsten til New York? Den danske udvandring til Amerika er et spændende stykke Danmarkshistorie, der kaster lys over forandringer i datidens danske samfund. Foredraget stiller skarpt på årsagerne til den danske udlængsel samt drømmen om og troen på en bedre tilværelse på den anden side af Atlanten.

Claus Due - Vandaben
I 2023 udgav Claus første bind i sin videnskabstrilogi, VandAben. Romanen tager læserne med på en dramatisk rejse til et delfincen-ter ved Rødehavet og en udgravning i ørkenen ved Afrikas Horn, hvor forskere søger efter knoglerester fra uddøde fortidsmennesker og deres DNA.

Unna Hvid - Skriv din livsfortælling (i tide)
Under mottoet ”alle har en væsentlig historie” holder forfatter og kunstner Unna Hvid foredrag om at skrive sin livsfortælling. Formålet er at give dig et kærligt skub til at komme i gang med at skrive din egen livsfortælling, og hvorfor historierne både er en gave for dig og dine efterkommere. Konkret, praktisk og sprængfyldt med gode anekdoter.

Deniz Serinci – Israel / Palæstina konflikten 
Den 7. oktober 2023 indledte den palæstinensiske Hamas-bevægelse et overraskelsesangreb på Israel. Angrebet på Israel bliver kaldt det alvorligste angreb på landet, siden en række arabiske lande anført af Egypten og Syrien angreb Israel i oktober 1973.
Med angrebet og den efterfølgende krig i Gaza startede et nyt kapitel i Israel / Palæstina-konflikten.
I dette foredrag fortæller Deniz Serinci om årsag, konsekvenser og løsninger på konflikten; Israels dannelse i 1948, Seksdageskrigen i 1967, palæstinensisk terror i 1970’erne, tostatsløsning, forhindringer og årsager til den nye krig i 2023.

Klaus Eusebius Jacobsen  - Mit liv som rektor på Herlufsholm – 1993-2016 
Den legendariske kostskole, Herlufsholm, på Sydsjælland lægger stof til mange myter om hård opdragelse, svigtede rigmandsbørn, bedagede traditioner og benhård elite. Skolens rektor gennem 23 år, Klaus Eusebius Jakobsen, fortæller sin historie om den kendte skole. Han tager os med indenfor på skolen og diskuterer, om denne skoleform har en berettigelse i dag.